17. SEP 2018 • 11:01ERHVERV/POLITIK

Nervøse investorer sender Danske Banks aktie op og ned

Efter fald mandag morgen stiger Danske Banks aktie mandag formiddag. Investorer nervøse før hvidvask-rapport.

Umiddelbart efter, at handlen på fondsbørsen i København blev indledt mandag morgen, sendte investorerne Danske Banks aktie ned med én procent.

Så skiftede stemningen, og aktien steg 1,7 procent efter en halv times handel.



Men mandag formiddag er stigningen i aktien i Danske Bank, som i øjeblikket er ude i et stormvejr for sager om hvidvask, mere beskedne 0,44 procent til knap 171 kroner.



Investorerne har fokus på Danske Bank frem mod onsdag, vurderer investeringsøkonom Per Hansen fra investeringsbanken Nordnet.

Her vil banken offentliggøre sin egen undersøgelse af sagerne om hvidvask i bankens estiske afdeling.



- Investorerne tager på daglig basis bestik af, hvad de tror, der er det mest sandsynlige scenarie på onsdag. Det svinger lidt op og ned, afhængigt af hvilke informationer man får.



- Så når kursen falder fredag og stiger lidt igen mandag, så er det et udtryk for, at investorerne tager det sidste bestik og gerne vil fintune deres positioner, siger han.

Berlingske Business har i en række artikler i år og sidste år afsløret, at Danske Banks estiske afdeling kan være brugt til at hvidvaske milliarder af kroner.

Fredag udkom det amerikanske medie Wall Street Journal med en historie om, at de amerikanske myndigheder undersøger sagerne om hvidvask.

Ifølge analytikere øger det risikoen for en betydelig bøde til Danske Bank, at de amerikanske myndigheder tilsyneladende har indledt en undersøgelse.

Og det er netop et af de scenarier, som investorerne frygter mest, vurderer Per Hansen.

- Det værste er, hvis der kommer et meget stort tal ud, der er blevet hvidvasket, og at investorerne fortsat skal frygte, at de amerikanske myndigheder går ind i sagen.



- Samtidig vil man også frygte, at ledelsen ikke er stand til at træffe de rigtig beslutninger og drage de rigtige konsekvenser, nemlig at der er behov for ændringer i topledelsen, siger han.



Investorerne reagerede på fredagens nyheder ved at sende aktien ned med omkring to procent i løbet af fredagen. Ved børslukning var faldet fog kun på 1,1 procent, svarende til kurs 169,95.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

8. DEC 2018 • 13:09 FOR ABONNENTER

Allinge Byggemarked lægger jord til grusvej

8. DEC 2018 • 09:47 FOR ABONNENTER

Konference skal sætte fokus på børne- og ungekultur

Mest læste