17. SEP 2018 • 11:09ERHVERV/POLITIK

Finanstilsynet: Banker har for stor appetit på andelslån

I store byer ydes der lån på baggrund af urealistisk høje priser på andelsboliger, mener Finanstilsynet.

Den hårde konkurrence om at låne ud til andelsboligejere har ført til, at der er blevet ydet lån på baggrund af urealistisk høje handelspriser, slår Finanstilsynet fast.



Det skriver Politiken mandag.

Konkurrencen om andelsboliglån har ført til en mere risikobetonet låneadfærd.



Det viser en undersøgelse af seks pengeinstitutters udlån til andelsboligejere, som Finanstilsynet har foretaget.



Tilsynet har konstateret eksempler på, at der bliver ydet lån på baggrund af urealistisk høje priser på andelsboligerne i Aarhus og især København.

- Vi har set, at der ukritisk bliver ydet lån på baggrund af meget høje handelspriser på andelsbeviset – altså den pris, som køberen betaler for en andelsbolig, siger underdirektør Sean Hove fra Finanstilsynet til avisen.

Han kalder det "risikabelt", hvis udviklingen fortsætter.

- Når man belåner et andelsbevis, så belåner man en del af hele andelsboligforeningen. Så det er altså helt afgørende, at pengeinstitutterne kommer ud og vurderer hele foreningens økonomi for at få et retvisende billede, siger Sean Hove.



I Forbrugerrådet Tænk giver seniorøkonom Morten Bruun Pedersen udtryk for, at han forstår advarslen fra Finanstilsynet.

- Hvis kreditvurderingen ikke er i orden, er risikoen, at forbrugeren får et lån, som vedkommende måske ikke kan betale tilbage, siger han til Ritzau.



- Der er ikke nogen, der har en interesse i, at man ikke kan betale lånet tilbage og måske endda går konkurs. Sådan en konkurs kan brede sig som ringe i vandet og gå ud over en lang række ting i samfundet.



Finanstilsynets kreditundersøgelse er gennemført i Danske Bank, Nykredit Bank, Arbejdernes Landsbank, Lån & Spar Bank, Sparekassen Kronjylland og Sparekassen Sjælland-Fyn.



Boligforeningschef hos Arbejdernes Landsbank Jens Damgaard Nielsen bekræfter billedet af en benhård konkurrence om at yde lån til andelsboligejere.

- De seneste fire, fem, seks år har vi oplevet en stadig hårdere konkurrence. Det er virkelig attraktivt at få fat i en andelsbolig i København og Aarhus og til dels Aalborg og Odense.



- Typisk er andelsboliger i bedre vedligeholdelsesstand end tilsvarende ejendomme med ejerlejligheder, så det er også attraktivt at låne ud til andelsboliger, siger han til Politiken.

Han peger på, at tabene på andelslån er i den lave ende.

Finanstilsynet har udsendt en række anbefalinger til bankerne, når de låner ud til andelsboligejere.



Tilsynet anbefaler blandt andet, at kundens rådighedsbeløb beregnes ud fra den aktuelle rente plus en procent – dog mindst fire procent.



Tilsynet anbefaler samtidig, at kunderne bør have en positiv formue, selv om deres andelsbolig falder ti procent i værdi.

Finans Danmark er interesseorganisation for blandt andet bankerne.



Over for Ritzau meddeler organisationen, at man tager kritikken til efterretning. Men man er ikke enig i, at bankerne har haft en decideret risikabel praksis.

- Vi tager til efterretning, at tilsynet mener, at man skal forholde sig ekstra kritisk til handelspriserne, fordi der er en risiko for, at de er kommet for højt op i København, siger Peter Jayaswal, direktør for realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.

Han peger derudover på, at Folketinget allerede har vedtaget en række regler, der skal dæmme op for økonomiske vanskeligheder i andelsforeninger, som Finans Danmark støtter.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste