25. MAJ 2018 • 16:00ERHVERV/POLITIK

EU-aftale strammer reglerne for bankernes kapitalkrav

EUs finansministre er fredag nået til enighed om en ny bankpakke. En god aftale, siger Kristian Jensen.

EU-landene har fredag vedtaget en bankpakke, der reducerer risikoen og strammer reglerne for banker med dårlige lån.

Med den nye aftale skærper EU-landene endnu engang kapitalkravet til bankerne, efter at finanskrisen ramte Europa for ti år siden.

Det er ifølge finansminister Kristian Jensen (V), der fredag er til økonomi- og finansministermøde i Bruxelles, en rigtig god beslutning.

- Det er en bankpakke, hvor vi får reduceret risici i den finansielle sektor, og vi får slået et helt simpelt princip fast, at hvis der er krise i banksektoren, så er det aktionærerne, som skal betale, og ikke skatteyderne, siger Kristan Jensen.



Bankpakken skal gøre europæiske banker bedre i stand til at modstå økonomiske chok og gøre dem mere modstandsdygtige over for fremtidige kriser.

Aftalen afspejler, at den ikke er blevet skrevet hjemme i København, indrømmer finansministeren.



Men den lægger sig så tæt på danske prioriteter, at Danmark kan være fuldt ud tilfreds.

- Det er heldigvis en aftale, som går fuldt ud i en retning, som Danmark gerne vil have, siger Kristian Jensen.



- Samtidig har vi også fået plads til det, der altid har været en dansk prioritet, nemlig den særlige danske realkreditsituation, som der er blevet taget hånd om, siger han.



Aftalen er en vigtig del af den bankunion, som EU håber at nå til fuld enighed om i år.

Det er en union, som Danmark endnu ikke er en del af. Men med den nye bankpakke rykker landet tættere på deltagelse, lyder det fra Kristian Jensen.

- Jeg synes, at der er rigtig mange grunde til, at Danmark skal være med, fordi vi har en stor banksektor i forhold til vores bruttonationalprodukt.



- De regler, der vil være, vil være en fordel for danske banker, hvis de er en del af det, siger finansministeren.



Han afviser dog at tage stilling til bankunionen før næste sommer, hvor der kommer en rapport om potentiel dansk deltagelse.



EU-Kommissionen kalder aftalen om bankpakken, der har været undervejs i over halvandet år, en markant milepæl.



De nye krav i bankpakken indebærer blandt andet, at de største europæiske banker får et tre procents højere kapitalkrav.

Det er banker, der vurderes at være for store til, at samfundet kan tåle, hvis de må dreje nøglen om. Disse banker vurderes af EU til at være såkaldt systemisk vigtige finansielle institutioner.

Selv om der er flere systemisk vigtige banker i Danmark, er der ingen af de danske banker, der falder ind under den relevante definition i den nye bankpakke.



Bankerne skal ligeledes sørge for at have kapital til mindst otte procent af de risikovægtede aktiver - det vil sige den type aktiver, der skal risikovurderes.



Eksempelvis vurderes en banks indskud i Nationalbanken som risikofrit og bliver risikovægtet til nul.



Før bankpakken kan blive endeligt vedtaget, skal de sidste detaljer forhandles på plads med Europa-Parlamentet.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

23. JUN 2018 • 16:06 FOR ABONNENTER

Leder: Bornholmere kan man ikke sælge hvad som helst

Mest læste