15. MAJ 2018 • 08:52ERHVERV/POLITIK

Klimaminister vil redde klimaet med vækst

Der er ingen modsætning mellem økonomisk vækst og klima, mener energi- og klimaministeren.

Økonomisk vækst og grøn omstilling kan sagtens gå hånd i hånd.

Det mener energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).



Han er uenig med 301 forskere, som i weekenden i Politiken efterlyste en helt ny klimapolitik. De mener, at initiativer, der øger økonomisk vækst, skader klodens økosystemer.

- I Danmark har vi i de sidste 40 år haft et stort set uændret energiforbrug. Trods det har der været en vækst på næsten 90 procent i vores bruttonationalprodukt, bnp, siger Lars Christian Lilleholt.

- Vi har været i stand til at forene økonomisk vækst med uændret forbrug af energi. Det er den vej, vi skal gå. Det er, fordi vi taget nye teknologiske løsninger i brug. Vi har produceret el og varme med virksomheder, som har reduceret energiomkostningerne.



For nylig præsenterede regeringen sit energiudspil for 2021-30. Det skal give danskerne billigere energi ved lavere afgift på el og elvarme, og sikre, at mindst halvdelen af dansk energi i 2030 kommer fra vedvarende energi.

Der skal skabes økonomisk vækst for at skabe den massive grønne omstilling, som skal forhindre alvorlige klimaforandringer, mener Lars Christian Lilleholt.

- Skal vi nå at indfri ambitionerne fra (klimaaftalen i) Paris - skal verden gøre det - så kræver det massiv, økonomisk vækst. Ellers er der ikke ressourcer til det, siger han.



Sidste år mødte han den indiske premierminister Modi i Indien. Hans klare budskab var, at det forudsætter økonomisk vækst, hvis Indien skal omstilles til en klimavenlig udvikling, mener ministeren.

- Derfor er jeg lodret uenig med forskerne i, at vi skal skrue ned på den økonomiske vækst. Så belaster vi muligvis klimaet mindre, men det kræver massive investeringer. Vi skal omstille energisektoren. Det kræver økonomisk vækst, siger Lars Christian Lilleholt.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

20. JUL 2018 • 18:36 FOR ABONNENTER

Campister vælger syden fra – og Gudhjem til

20. JUL 2018 • 17:17 FOR ABONNENTER

Bornholmske brandfolk på vej til svensk kæmpebrand

20. JUL 2018 • 16:04 FOR ABONNENTER

Østre Pilegård fremtidssikrer med stor udvidelse

Mest læste