15. MAJ 2018 • 09:23ERHVERV/POLITIK

Nye regler og gode kurser får flere til at vælge fast rente

Syv ud af ti nye lånetilbud hos Totalkredit i april var med fast rente.

Når boligejere i Danmark skal låne penge til det nye hus eller den nye lejlighed, vælger en stigende andel et lån med fast rente.



Den tendens blev der sat en tyk streg under i april, viser en analyse af nye lånetilbud i Totalkredit.



- Efterspørgslen efter lån med fast rente var i forvejen høj. Men i april er det syv ud af ti nye lånetilbud, der er givet med fast rente, siger chefanalytiker Jeppe Borre fra Totalkredit.

Tendensen skyldes, at det er attraktivt at optage et fast forrentet lån i øjeblikket, vurderer han. Renterne er lave, og kurserne på de fast forrentede lån er høje.



- Det har vi set i en længere periode. Samtidig er der trådt nye regler i kraft fra nytår for de mest gældsatte boligejere, der begrænser deres mulighed for at oprette lån med variabel rente og afdragsfrihed. Det øger tilstrømningen, siger han.

Tal fra Finans Danmark viser, at der blev givet i alt 16.495 tilbud på nye boliglån i april. Lånetilbud omfatter også omlægning af eksisterende lån.



Totalkredit, der hører under Nykredit, har en markedsandel på i omegnen af 40 procent af de danske boliglån.

Her var 70 procent af de nye lånetilbud i april med fast rente. I januar, februar og marts var andelen henholdsvis 65 procent, 63 procent og 56 procent.

De fastforrentede lån udgør således 64 procent af lånetilbuddene i Totalkredit i årets første fire måneder. Andelen af lånetilbud med fast rente var samlet 55 procent i 2017.

Ifølge Jeppe Borre giver lånetilbuddene en klar indikation af de lån, som boligejerne også ender med at få udbetaling enten samme måned eller senere.

I første kvartal var andelen af udbetalte lån med fast rente således 61 procent hos Totalkredit.

- På det overordnede plan er det en positiv udvikling, fordi det giver en større rentesikkerhed blandt de danske boligejere og en større robusthed på boligmarkedet, hvis renten den skulle stige, siger Jeppe Borre.



De nye regler, der trådte i kraft fra årsskiftet, betyder, at en husstand med høj gæld og høj belåningsgrad på boligen, har begrænset adgang til lån med fleksibel rente og afdragsfrihed.

Det gælder, hvis en husstand optager høj gæld på mere end fire gange husstandsindkomsten og kommer over 60 procent i belåningsgrad.

- Det betyder for de boligejere, at hvis de skal optage et lån med afdragsfrihed, så skal det være kombineret med fast rente, siger Jeppe Borre.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

26. MAJ 2018 • 06:22 FOR ABONNENTER

NB Bornholm skal vinde i dag: Vi har noget at bevise