16. APR 2018 • 16:02ERHVERV/POLITIK

Skat må gå manuelt igennem 29.000 gamle gældssager

Skat bruger mange kræfter på at undersøge, om der er inddrevet gæld, som faktisk var forældet.

En lov, der blev vedtaget tidligere på måneden, betyder at medarbejdere i Skat nu finder 29.000 gamle sager om inddrevet gæld frem af gemmerne.

Det drejer sig om 18.000 borgere og virksomheder, som Skat har kradset penge ind hos i periode fra september 2013 til september 2015.

På grund af det fejlramte it-system EFI er der mistanke om, at nogle af kravene var forældede.

- Derfor går vi nu manuelt ind og undersøger hver enkelt af de 29.000 sager, så vi kan afgøre, hvor der har været fejl i inddrivelsen.

- På den måde får vi ryddet op, mens vi samtidigt tager hånd om danskernes retssikkerhed, siger Lars Nordahl Lemvigh, der er direktør for Gæld i Skat.



Alle, der i den omtalte periode har indbetalt mere end 3000 kroner til Skat, vil i de kommende dage få besked via E-boks om, at deres sag vil blive gennemgået.

Hvis det viser sig, at der er sket fejl i inddrivelsen, vil pengene blive betalt tilbage - med mindre den pågældende person eller virksomhed har anden gæld til det offentlige. I så fald bliver det modregnet.

Gælden til det offentlige kan for eksempel stamme fra restskat, moms, licens eller bøder.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

19. SEP 2018 • 18:53 FOR ABONNENTER

Ole vil hjælpe stressramte

19. SEP 2018 • 16:05 FOR ABONNENTER

Stor flisproducent: Vi passer godt på fortidsminderne

Mest læste