12. JAN 2018 • 19:18ERHVERV/POLITIK

OVERBLIK: LA har forgæves forsøgt sig med trusler

Liberal Alliance har af flere omgange måtte droppe dets ultimative krav om skattelettelser.

Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, måtte fredag over for sit bagland forsvare sine handlinger i forbindelse med forhandlingerne om en skattepakke.

Han sagde i december, at partiet kun stemmer for finansloven, hvis der var en skatteaftale på plads før jul.



Men det er ikke første gang, at LA kommer med opsigtsvækkende meldinger, der kan opfattes som trusler, mod en borgerlig regering.



Her er et overblik over tidligere sager:



* "I kommer til at bide til bolle"



I 2013 holdt partileder Anders Samuelsen et oplæg for en flok unge liberale. Arrangementet blev filmet og lagt ud som video på YouTube. Her lød det blandt andet:

– Når Liberal Alliance får de afgørende mandater, vil vi afskaffe topskatten, og vi vil sænke indkomstskatten til maksimalt 40 procent.

– Vi vil halvere selskabsskatten. Vi vil forhøje beskæftigelsesfradraget markant.



– Vi vil en gang for alle stoppe den evige vækst i det offentlige forbrug, og vi vil lægge en plan for en langsigtet slankekur i det offentlige.



- Æd den. Også Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. I kommer til at bide til bolle på det her.

* Stålsatte øjne



Allerede inden Lars Løkke Rasmussen (V) havde dannet sin regering efter folketingsvalget i 2015, kom Samuelsen med en slet skjult trussel over for den kommende statsminister.



På spørgsmålet om, hvorvidt han var stålsat nok til at pege på Mette Frederiksen (S), hvis Løkke ikke leverede en markant lettelse i topskatten, svarede Samuelsen under regeringsdannelsen:

- Du kan selv se mig i øjnene og se, hvor stålsat jeg er.



* Grundlovsdag



Da Løkke dannede sin smalle Venstre-regering, lød det i regeringsgrundlaget, at regeringen havde en ambition om at sænke skatten på sidst tjente krone med fem procentpoint.

Kom der ikke skattelettelser inden grundlovsdag 2016, skulle der være valg igen, sagde Samuelsen i januar samme år:



- Hvis regeringen ikke lever op til regeringsgrundlaget, hvor der står, at der skal komme skatteforhandlinger i foråret, så kan vi heller ikke garantere, at regeringen sidder efter grundlovsdag.



* Deadline rykkes til jul



Måneden efter udskød han den deadline til julen 2016:



- Vi ved til jul, om vi får valg eller reformer. Vi har et land, vi skal redde, som har store problemer, sagde Samuelsen i februar 2016 til Jyllands-Posten.



* Ultimativt krav



Efter sommerferien præsenterede Løkke sin helhedsplan for dansk økonomi frem til 2025. Men forhandlingerne strandede på LAs ultimative krav om topskattelettelser og Dansk Folkepartis lige så ultimative afvisning.

I november 2016 inviterede Løkke Liberal Alliance og Konservative med i regeringen. Dermed droppede Samuelsen det ultimative krav om topskattelettelser.



I regeringsgrundlaget er der i stedet en generel målsætning om, at "topskatten skal spille en langt mindre rolle end i dag".

* Erkender topskattenederlag



I august 2017 erkendte Samuelsen, at der ikke er flertal for topskattelettelser. Men han lovede samtidig historisk store skattelettelser i VLAK-regeringens skatteudspil.

* Truer med ikke at stemme for finanslov



Da regeringen og DF fredag 8. december landede en aftale om finansloven for 2018, lød det fra LA, at regeringspartiet kun ville stemme for finansloven, når den skulle i Folketingssalen, hvis der var landet en skatteaftale før jul.

Den trussel blev siden trukket tilbage, og LA stemte for.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

24. SEP 2018 • 10:14SPORT

Cort kørte VM i Østrig

24. SEP 2018 • 09:20 FOR ABONNENTER

Forening investerer i bedre boliger i Rønne

24. SEP 2018 • 08:56

Knudsker søger ny præst

Mest læste