11. JAN 2018 • 16:05ERHVERV/POLITIK

Rød kritik: Svært at stole på Støjberg som minister

Støjberg skal i nyt samråd om syge udlændinge, som muligvis ulovligt har fået afslag på humanitært ophold.

Det er typisk udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) at skyde skylden på sit embedsværk. Hun er ikke til at stole på. Det er rystende, at hun ikke tager sagen mere alvorligt.



Kritikken er hård fra rød blok efter torsdagens samråd om udvisning af syge asylansøgere.

Enhedslistens udlændingeordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, savner en del svar fra udlændinge- og integrationsministeren.



Støjberg kan se frem til endnu et samråd, lyder det fra rød blok, selv om ministeren har erkendt, at der er begået fejl.

- Det er rystende, hvor let hun tilsyneladende tager på så en alvorlig sag, siger hun og tilføjer:

- En sag, hvor hendes ministerium ikke har opdaget, at der er faldet en dom ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, siger Johanne Schmidt-Nielsen, som tilføjer:

- De fejl kan man dø af.

- Man skulle gerne kunne stole på, at det, der foregår, faktisk er lovligt. Det kan vi ikke længere med Støjberg som minister.

Udlændinge- og Integrationsministeriet vil nu forsøge at finde frem til syv personer, der kan være udsendt af Danmark i strid med en dom fra menneskerettighedsdomstolen, Paposhvili-dommen.

Josephine Fock, Alternativets udlændingeordfører, er heller ikke imponeret over Støjberg.



- Det undrer mig, at hun tager så let på det og skyder skylden på embedsværket.

- Vi kan ikke have et ministerium, som i 13 måneder fører ulovlig praksis. Det skal have konsekvenser, men vi må se på, hvilke konsekvenser det skal være, siger Fock.

Støjbergs ministerium mistænkes for at have givet afslag på humanitært ophold til alvorligt syge udlændinge, selv om en dom fra 13. december 2016 burde have givet anledning til en anden praksis.

I alt er der 11 sager, hvor dommen kan have været relevant, har ministeriet fundet frem til. I de syv af sagerne er de afviste ansøgere sendt ud af Danmark.

Støjberg har undskyldt fejlene med, at ministeriet har meget travlt - blandt andet med regeringens udlændingestramninger.



- Det er bemærkelsesværdigt, at Støjberg ikke anerkender, at hun har et ansvar. Det er altså hende, der er chef for butikken, og vi ved, at der er givet urigtige oplysninger til Folketinget i sagen, siger Fock.

Socialdemokratiet var ikke blandt de røde partier, der havde indkaldt Støjberg i samråd torsdag.



Men indfødsretsordfører Astrid Krag (S) mener i lighed med resten af rød blok, at endnu et samråd i sagen er en nødvendighed.

I weekenden kom det frem, at danske myndigheder sætter udvisningen af afviste asylansøgere med alvorlige sygdomme på pause i fire uger.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste