11. JAN 2018 • 09:36ERHVERV/POLITIK

Pandora opnåede tocifret omsætningsvækst sidste år

Pandora har offentliggjort foreløbige salgstal for 2017. De peger mod en vækst på 12 procent.

Smykkevirksomheden Pandora har torsdag fremlagt foreløbige og ikke-reviderede tal for omsætningen i 2017.



De melder om en foreløbig 2017-omsætning på 22,8 milliarder kroner, hvilket i givet fald svarer til en stigning på 12 procent.



Holder tallene vand, vil omsætningen ligge lige under de udmeldte forventninger om en omsætning på mellem 23 og 24 milliarder kroner.

Det skyldes dog blandt andet valutamodvind, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

- 2017 har været et udfordrende år for Pandora. Resultaterne for 2017 er tæt på de mål, vi satte i begyndelsen af året, men vi er selvfølgelig skuffet over, at vi ikke til fulde har opnået målsætningerne.

- Når det er sagt, så er der flere eksterne faktorer, som har modarbejdet os i 2017 herunder et udfordret detailmiljø i USA samt ugunstige valutakurser, siger administrerende direktør Anders Colding Friis.



Samtidig meddeler selskabet, at man den kommende tirsdag vil præsentere sin strategi frem mod 2022.

Den skal blandt andet sikre, at man fremover når et mål om at øge omsætningen med mellem 7 og 10 procent årligt.

Årsregnskabet foreligger først 6. februar i år.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste