11. JAN 2018 • 15:02ERHVERV/POLITIK

OVERBLIK: Ministerium begik fejl i sager om syge udlændinge

Støjberg har på et samråd torsdag erkendt, at ministeriet har begået fejl i udsendelser af syge udlændinge.

Alvorligt syge udlændinge kan have fået afslag på humanitært ophold i Danmark i strid med en dom fra Menneskerettighedsdomstolen.



På et samråd torsdag har udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) erkendt, at ministeriet har begået fejl.

Få her et overblik over sagen:



* 13. december 2016

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsiger den såkaldte Paposhvili-dom. Her får en alvorligt syg georgisk mand medhold i, at Belgien ikke kunne udvise ham.

Dommen slår fast, at det ikke er nok, at der er "generel" adgang til nødvendig lægebehandling og medicin i det land, man udvises til. Adgangen skal være "reel".



Den danske praksis har siden 2010 været, at man alene har set se på, om medicinen generelt findes i landet.

Ifølge en række eksperter forpligter dommen Danmark til i hver konkrete sag at undersøge, om den enkelte har penge til medicinen og bor i nærheden af den.



Men Danmark ændrer ikke praksis efter dommen. Udlændinge- og Integrationsministeriet har ifølge Støjberg ikke haft en praksis for, hvordan man skulle følge med i domstolens afgørelser.



* 5. januar 2017

Udlændingestyrelsen fremhæver sammen med Flygtningenævnet hovedpointerne i Paposhvili-dommen i et notat. Det oversendes dog ikke til Udlændinge- og Integrationsministeriet.



* 2. februar 2017

Myndighederne i Norge udsender et notat om betydningen for den norske praksis, og i marts offentliggør også Sverige en ændring af retstilstanden på området efter dommen.

* 13. februar 2017

Afghaneren Naser Husseini, der lider af en hjertesygdom, anmoder om at få genoptaget sin sag om humanitært ophold i Danmark efter Paposhvili-dommen. Han udsendes til Afghanistan få uger efter.



Hans advokat i Danmark skriver efterfølgende til ministeriet og henviser til dommen.



* 3. marts 2017

Udlændinge- og Integrationsministeriet bliver af en specialkonsulent i Justitsministeriet gjort opmærksom på dommen.

* 6. april 2017

I et fortroligt svar til Folketinget skriver Støjberg, at udsendelsen af Naser Husseini er i overensstemmelse med de internationale konventioner. Hun nævner ikke Paposhvili-dommen.

Afvisningen af at forlænge hans humanitære opholdstilladelse begrundes med, at hans hjertemedicin kan fås i Afghanistan. Men det har ifølge Radio24syv vist sig ikke at passe.

* 24. april 2017

Organisationen Refugees Welcome gør Udlændinge- og Integrationsministeriet opmærksom på Paposhvili-dommen.

Mindst tre gange mere i løbet af 2017 advarer advokater og organisationer ifølge Radio24syv ministeriet om, at Danmark risikerer at udvise syge udlændinge i strid med dommen.



* 25. april 2017

Dagbladet Information bringer artiklen "Jurister: Danmark må ændre praksis efter dom fra menneskerettighedsdomstolen".



Specialkonsulenten fra Justitsministeriet skriver igen til Udlændinge- og Integrationsministeriet - denne gang med henvisning til artiklen i Information.



I svaret lyder det, at ministeriet er "lagt fuldstændig fladt ned" og har "ikke haft tid til at kigge på den endnu".



Støjberg kalder det på torsdagens samråd "beklageligt" og tilføjer, at embedsmændene har været under et massivt arbejdspres.



* 7. december 2017

I Radio24syv mistænker flere eksperter og politikere Udlændinge- og Integrationsministeriet for bevidst at handle i strid med dommen.

Efter mediedækningen begynder ministeriet mellem jul og nytår at gennemgå sagerne manuelt.



* 6. januar 2018

Udlændinge- og Integrationsministeriet meddeler, at udvisningen af afviste asylansøgere med alvorlige sygdomme sættes på pause i fire uger.



Ministeriet hæfter sig ved, at dommen fastslår, at landenes myndigheder har "en udvidet undersøgelsespligt". Derfor er der "behov for at justere den hidtidige praksis".

Frem til begyndelsen af november 2017 var der givet 88 afslag på humanitært ophold, viser en opgørelse, som Radio24syv har fået.

* 11. januar 2018

I et svar til Folketinget skriver Støjberg, at der er 11 sager, hvor Paposhvili-dommen kan have været relevant.



I syv af sagerne er de afviste asylansøgere sendt ud af landet. Dem vil ministeriet forsøge at finde "med henblik på at se på deres sag igen".



Kilder: Radio24syv, Information, Altinget og Ritzau.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

15. DEC 2018 • 12:02 FOR ABONNENTER

Tre på stribe til Cort