19. MAR 2017 • 13:47ERHVERV/POLITIK

Tyrkisk ambassadør skal stå ret efter historier om stikkeri

Flere i Danmark med tyrkisk baggrund frygter at være angivet til tyrkiske myndigheder for landsforræderi.

Det er på ingen måde acceptabelt, hvis dansktyrkere bliver angivet til de tyrkiske myndigheder, hvis de har været kritiske over for Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.



Sådan lyder det søndag fra udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

Det siger ministeren, efter at Berlingske søndag skriver, at en række personer, der bor i Danmark og har tyrkiske rødder, frygter at være blevet angivet for "landsforræderi".

Derfor er den tyrkiske ambassadør blevet indkaldt til et møde mandag i Udenrigsministeriet, fortæller Anders Samuelsen.



- Det er fuldstændig uacceptabelt. Grundlæggende så er stikkeri selvfølgelig en sag for politiet.

- Men det, jeg har valgt at gøre, er at bede Udenrigsministeriet om at indkalde den tyrkiske ambassadør til en samtale om sagen i morgen (mandag, red.), så vi kan få klarhed over, hvad de ved og eventuelt ikke ved om den sag, siger Anders Samuelsen.

Det at indkalde en ambassadør til samtale er et almindeligt anvendt skridt inden for diplomatiet.



Det er normalt en højtstående embedsmand i Udenrigsministeriet, der står for samtalen, som værtslandet kan bruge til at overbringe forskellige grader af kritik eller protest til regeringen i ambassadørens hjemland.



Folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen (S) og Özlem Cekic, forkvinde for foreningen Brobyggerne og tidligere folketingsmedlem for SF, frygter at være blevet angivet til de tyrkiske myndigheder.



- Jeg frygter, at jeg kan blive anholdt. Det sker også for udenlandske borgere, så man er ikke sikret, fordi man har et rødbedefarvet pas, siger Cekic.



Et tyrkisk medie annoncerede ifølge Berlingske efter kupforsøget i Tyrkiet sidste sommer et telefonnummer, der går direkte til præsidentkontoret.

Annoncen i mediet opfordrede til at angive personer, der støttede "Fethullahçi terrorist organisation" (Feto) - myndighedernes betegnelse for Gülen-bevægelsen.



Præsident Erdogan har hævdet, at prædikanten Fethullah Gülen stod bag kupforsøget. Gülen har tidligere været nær allieret med Erdogan. Han bor i dag i USA og nægter at have haft noget med kupforsøget at gøre.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

16. DEC 2017 • 09:31 FOR ABONNENTER

Her er køberen: Nexø Havn har solgt 23.000 kvm stor grund

16. DEC 2017 • 07:23 FOR ABONNENTER

Rønnedrengen fornyede dansk malerkunst

Mest læste