Fodboldklubber får afslag fra DBU Bornholm: Det havde været et markant skridt
NB Bornholm og træner Thomas Jørgensen spiller i Københavnsserien. Foto: Berit Hvassum

10. AUG 2019 • 07:31SPORT • AF TOMMY KAAS

Fodboldklubber får afslag fra DBU Bornholm: Det havde været et markant skridt

Fodboldklubberne ØIF, ASG, NB Bornholm og Midtbornholm har fået afslag i en ansøgning om et klubsamarbejde i den kommende sæson.

Det oplyser Kasper Rasmussen fra Midtbornholm.

Samarbejdet ville kræve en dispensation fra DBU Bornholm, men den kan organisationen ikke give, blandt andet med henvisning til, at ansøgningen er sendt for tæt på sæsonstart, og fordi der var tvivl om, hvor vidtrækkende bestyrelsens beslutningsbeføjelser er, fortæller Kasper Rasmussen.

– Hvis man havde valgt at imødekomme denne ansøgning, ville det have haft en minimal effekt på den lokale turnering. Modsat ville det være et markant skridt i retningen mod et lokalt forankret seniorsamarbejde, forklarer han i en pressemeddelelse.

– Vi synes, at dette afslag er ærgerligt for bornholmsk seniorfodbold. Vi har et velfungerende elitesamarbejde for vores ungdomshold, men ikke noget bredt, ødækkende tilbud til de unge spillere, når de rykker op som seniorspillere.

Det er de fire klubbers håb, at tankerne om samarbejdet ikke dør med denne beslutning, fortæller Kasper Rasmussen.

– Det kræver, at klubberne og DBU Bornholms bestyrelse allerede nu begynder en dialog, så et samarbejde kan få de bedste levevilkår fremadrettet - til glæde for de bornholmske spillere og de bornholmske klubber. Klubberne har taget et fælles initiativ til at få løftet et bredt seniorsamarbejde på øen. Vi ønsker bolden spillet ind på banen igen oven på dette afslag, lyder det.

Mest læste

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet