Nye forpagtere i Ekkodalen: Vi vil prøve at etablere et brand
Laila Buhl-Madsen og hendes Galloway-kvæg er klar til at rykke ud i Ekkodalen fra årsskiftet – og også før, hvis det er muligt. Foto: Allan Rieck

20. JUL 2019 • 21:09 • AF ANETTE VESTERGAARD

Nye forpagtere i Ekkodalen: Vi vil prøve at etablere et brand

Laila og Jens Buhl-Madsen driver med bisonavl hjemme på gården mellem Rønne og Nylars. Det blev dem, der vandt forpagtningen af det store græsareal i selve Ekkodalen fra 1. januar 2020 og fem år frem.

Det bliver dog ikke amerikansk bison der slippes løs på de 20 hektar i sprækkedalen.

– Dem holder vi hjemme, siger Laila Buhl-Madsen, der for to år siden fik fire styks bison leveret med færgen fra Køge.

Laila og Jens Buhl-Madsen købte gården på Blemmelyngsvejen for fire år siden, og siden da er det gået stærkt på avlsfronten.

Kvalitetskød fra Ekkodalen

I dag er de fire bisoner blevet til seks, og bestanden er for nylig suppleret med 17 styks Galloway-kvæg.

– Det er dem, der skal ud og pynte i Ekkodalen, såsnart Naturstyrelsen giver grønt lys, fortæller Laila Buhl-Madsen, der er født og opvokset på Bornholm.

Det var først og fremmest beliggenheden der fik Laila og Jens Buhl-Madsen til at lægge billet ind på den femårige forpagtning af græsarealerne i Ekkodalen.

– Det er et charmerende område som giver nogen spændende muligheder, både for os selv og de besøgende, siger Laila Buhl-Madsen.

Galloway-racen er nemlig kødkvæg, og hvis alt går efter planen, vil man om nogle år kunne købe kvalitetskød fra Ekkodalen både på Bornholm og ovre.

– Der er meget snak om de gode bornholmske råvarer, og den historie vil vi gerne bidrage til ved at give vores dyr nogle gode rammer og opvækstbetingelser. Med en femårig aftale kan vi forhåbentlig nå at etablere et brand, siger Laila Buhl-Madsen.

Vi er klar

Som det er nu, er naturarealet i Ekkodalen fordelt mellem tre forpagtere, der har råderet over området frem til årsskiftet. Men Laila og Jens Buhl-Madsen er klar til at sætte deres flok ud i sprækkedalen, så snart de nuværende forpagtere har taget deres dyr hjem.

– Vi sætter dem ud så hurtigt som muligt. Hvis vinteren bliver meget våd eller meget kold, holder vi dem hjemme. Men vi er klar til at køre dem ud, når vi får grønt lys fra Naturstyrelsen, siger Laila Buhl-Madsen.

Laila Buhl-Madsen og hendes Galloway-kvæg er klar til at rykke ud i Ekkodalen fra årsskiftet – og også før, hvis det er muligt. Foto: Allan Rieck


SENESTE NYHEDER

25. AUG 2019 • 17:54 FOR ABONNENTER
Avlere og eksperter er enige: Majsen er rekordstor i år
25. AUG 2019 • 00:17 FOR ABONNENTER
Dramatisk første afsnit af bornholmernes historie

MEST LÆSTE BORNHOLM

24. AUG 2019 • 11:52 FOR ABONNENTER
Her er byforeningens yndlingsidé til et nyt Rønne
24. AUG 2019 • 09:19 FOR ABONNENTER
Bornholmsk keramik oplever en ny guldalder

Mest læste