DM-titel til Malthe: 'Uhørt at være i toppen af dansk svømning med så få træningspas'
Malthe Vedelsparre Berlin fremviser medaljehøsten fra årgangs-DM på langbane. Foto: Allan Rieck

4. JUL 2019 • 08:44SPORT • AF KJELD LUNDBÆK OG JAKOB NØRMARK

DM-titel til Malthe: 'Uhørt at være i toppen af dansk svømning med så få træningspas'

Det er ikke hverdagskost, at en bornholmsk svømmer vinder tre medaljer ved de danske mesterskaber. Men det var lige, hvad der skete, da 14-årige Malthe Vedelsparre Berlin fra Rønne Svømme-klub hen over weekenden indledte sommerferien med en tur til de danske årgangsmesterskaber på langbane i Aalborg og Nørresundby.

Malthe svømmede sig lørdag i finalen i 100 meter butterfly, hvor det blev til en andenplads og en sølvmedalje. Samtidig satte han ny bornholmsk rekord på distancen.

Søndag gjaldt det 50 meter butterfly, hvor det blev til et dansk mesterskab og en guldmedalje i den nye bornholmske rekordtid 26,69 sek. For et år siden svømmede RSK-svømmeren den samme distance på 28,10 sek., så der er sket en klar forbedring.

Mandag rundede Malthe Vedelsparre Berlin DM-turen af med også at få en bronzemedalje, da han besatte tredjepladsen i 100 meter fri i tiden 57,01 sek.

– Malthe træner ikke så meget, hvilket flere trænere i andre klubber er chokerede over. En af dem udtalte ligefrem, at det er uhørt at have en svømmer med i toppen af dansk svømning med så få træningspas, fortæller Stine Vedelsparre, leder i Rønne Svømme-klub.

Flere bornholmske rekorder
Med på DM-turen til Nordjylland var også 15-årige William Studsgaard, som indledte med at slå sin personlige rekord i 200 meter fri. På den lange 1500 meter-distance satte han også ny bornholmsk rekord med tiden 18.07,00 min.

William Studsgaard svømmede B-finale i 200 meter ryg, hvor det blev en til 12.-plads i den nye bornholmske rekordtid 2.24,78 min. I 200 meter fly blev han nummer 31, mens det blev til en 16.-plads og en ny bornholmsk langbanerekord i 400 meter fri.

Nogle af de rekorder, William Studsgaard og Malthe Vedelsparre Berlin forbedrede ved årgangs-DM, trængte også til at blive støvet af. Flere af dem blev sat helt tilbage i 1984.

Mest læste