Rønne Havn: Offshore-potentiale og forurening til debat i Allinge
Thomas Bendtsen modtog i lørdags en symbolsk nøgle, da havnen fik overdraget den nye kaj. I dag og i morgen skal han på scenen igen til Folkemødet. Foto: Jens-Erik Larsen

13. JUN 2019 • 08:20 • AF JAKOB NØRMARK

Rønne Havn: Offshore-potentiale og forurening til debat i Allinge

Folkemødet byder på en myriade af debatter, og det må være svært at vælge. For bornholmere med interesse for Rønne Havns aktiviteter er der torsdag og fredag spændende paneldiskussioner på programmet.

Torsdag klokken 15-16 afholder Det Blå Danmark en debat om havvindmøller og offshore-aktivitet. Rønne Havn A/S' direktør, Thomas Bendtsen, sidder i panelet sammen med det genvalgte folketingsmedlem Lea Wermelin (S) og repræsentanter fra Wind Denmark, Siemens Gamesa og Vattenfall.

Fredag klokken 12-13 er krydstogtskibenes forurening på dagsordnen under overskriften "En bæredygtig krydstogtturisme". Her er Rønne Havn også med.

– Vi har valgt at deltage i debatten, fordi vi dels er positive og lydhøre overfor de nye bæredygtige ideer, men også gerne vil høre fra andre aktører i branchen, hvad der er de bedste løsninger på udfordringerne vedrørende krydstogtskibenes udledning af CO2, mens de ligger i havn, udtaler Thomas Bendtsen i en pressemeddelelse.

I lørdagens udgave af Bornholms Tidende gjorde han opmærksom på, at den teknologiske udvikling inden for skibsbyggeri, kan betyde, at landstrømsanlæg bliver overflødige. Det skyldes, at mange af fremtidens krydstogtskibe sejler på LNG – flydende naturgas – i stedet for olie.

– Vi ønsker at nuancere debatten, forstået på den måde, at grønne investeringer jo, ligesom alle andre investeringer, skal tilpasses markedet og det, som kunderne – rederierne – reelt efterspørger, siger Thomas Bendtsen.

Begge maritime debatter finder sted på Postbåden Peter (H7) i Allinge Havn.

SENESTE NYHEDER

24. JUN 2019 • 16:27 FOR ABONNENTER
Mange gode fund på genoplivet loppemarked
24. JUN 2019 • 15:24 FOR ABONNENTER
Se billederne: Italiensk trafikkaos på Nørresand

MEST LÆSTE BORNHOLM

23. JUN 2019 • 09:07
Ny optiker på vej

Mest læste