Stadionkonflikt ender i kompromis

25. MAJ 2019 • 16:16SPORT • AF KASPER RASMUSSEN

Stadionkonflikt ender i kompromis

Afgørelsen i sagen om et nyt navn til Rønne Stadion Nord i forbindelse med sponsoraftalen mellem RIK og Bo42 er endt i et kompromis.

Efter et møde torsdag mellem brugerne af Rønne Stadion Nord, hvor det ikke lykkedes at nå til enighed, er det efterfølgende besluttet, at sponsornavnet fremover gerne må indgå i navnet, når RIK spiller kampe eller holder events.

Til gengæld skal Rønne Stadion Nord også fortsat indgå i navnet, fortæller Carsten Clemmensen, leder af idrætsområderne i Bornholms Regionskommune.

– Jeg synes, vi havde en god og respektfuld dialog. Der var forskellige holdninger, men der var grundlæggende respekt for hinanden, og efterfølgende har vi så taget denne beslutning, siger Carsten Clemmensen.

Hos RIK glæder man sig over afgørelsen.

– Jeg synes, at det er den rigtige beslutning, så jeg er glad for tilfreds med afgørelsen, og det tror jeg også, at de er hos Bo42, siger Benny Pedersen, formand for fodboldafdelingen hos RIK.

I afgørelsen fremgår det, at den nye aftale vil være gældende frem til den 30. juni 2022.

Rønne Idrætsklub og Bo42 indgik i slutningen af marts en sponsoraftale, som gik ud på, at RIK skulle kalde Rønne Stadion Nord for Bo42 Arena, når klubben spiller kampe eller holder events fra 1. juli.

Men denne aftale har Viking Fodbold siden ytret utilfredshed med, og derfor åbnede Bornholms Regionskommune i påsken for indsigelser fra brugerne af Rønne Stadion Nord, som ud over de to fodboldklubber også er Viking Atletik.


Mest læste