PLE: Investeringer er altafgørende
Foto: Jens-Erik Larsen

24. MAJ 2019 • 09:32 • AF TOMMY KAAS

PLE: Investeringer er altafgørende

Omsætningsrekord for tredje år i træk og et overskud på næsten 19 millioner kroner gjorde, at 2018 blev endnu et godt år for PL Entreprise.

Det er de positive tendenser for Bornholm og det generelle økonomiske opsving, smitter af på den bornholmske bygge- og anlægsbranche, forklarer selskabet i dag.

Og tendenserne gør det muligt at investere i virksomheden, og PLE har i de seneste tre år investeret 25 millioner kroner – og alene i 2018 har direktør og ejer Jens Koefoed geninvesteret over 10 millioner kroner i virksomheden.

Det er nemlig altafgørende, at der bliver geninvesteret i PLE for, at man fremover kan levere den samme høje service til kunderne og forblive konkurrencedygtig på et bygge- og anlægsmarked som er dalende, forklarer Jens Koefoed.

– PLE har over 20 år leveret overskud hvert år og har derfor opbygget et sundt og stabilt økonomisk fundament, som vi nu skal bygge videre på. Det gør vi blandt andet ved at investere i nyt materiel, nye maskiner og andet nyt grej, så vi kan blive ved med at være på forkant med fremtiden for vores medarbejdere og kunder, siger Jens Koefoed.

I 2018 har PLE blandt andet investeret i nyt og mere avanceret materiel, herunder en ny spulevogn, en betonpumpe samt en betydelig mængde stilladsmateriel.

Derudover har selskabet foretaget en stor it-investering, der skal sikre, at virksomheden kan være med helt fremme i en stadig stigende digitaliseret bygge- og anlægsbranche, fortæller direktøren.

Mest læste