Nærmer sig de officielle mål: Unge strømmer til erhvervsskolen
Arkivfoto: Allan Rieck

14. MAJ 2019 • 07:03 • AF HENRIK NIELSEN

Nærmer sig de officielle mål: Unge strømmer til erhvervsskolen

Bornholm befinder sig højt på listen over andelen af unge i kommunerne i Region Hovedstaden, som vælger en erhvervsuddannelse. Det viser nye tal fra Undervisningsministeriet og Dansk Arbejdsgiverforening.

Alligevel er der brug for at fortsætte indsatsen for at sikre den fremtidige strøm af faglærte, lyder meldingen i en pressemeddelelse fra Tekniq, der er arbejdsgiver- og erhvervsorganisation for installationsbranchen.

Ifølge de nye tal søgte 23,7 procent af øens unge ind på en erhvervsuddannelse i 2019, hvilket var langt over gennemsnittet på 14,2 procent for hele Region Hovedstaden.

– Det er virkelig positivt, at de unge på Bornholm har fået øjnene op for de mange muligheder, erhvervsuddannelserne har at byde på. Samtidig er det også et udtryk for det store arbejde, der er blevet gjort for at promovere erhvervsskolerne, siger elinstallatør Kurt Sjøholm hos Knudsker El og medlem af Tekniq-råd Hovedstaden i pressemeddelelsen.

Der er opstillet officielle mål om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal søge ind på en erhvervsuddannelse i 2020, mens andelen i 2025 skal være oppe på 30 procent. Tal, som Bornholm altså gradvist nærmer sig.

Fra 2018 til 2019 steg andelen af unge bornholmere, der søgte ind på en erhvervsuddannelse, således med 0,7 procentpoint, efter at tallet ellers havde været faldende de foregående to år.

– Vi kan håbe på, at væksten er kommet for at blive. Men ser vi på de senere år, er det tydeligt, at der er brug for, at både erhvervsskolerne og vi som virksomheder fortsætter arbejdet med at gøre erhvervsuddannelserne så attraktive som muligt.

– Samtidig er det vigtigt, at man i folkeskolerne gør et stort arbejde for at give de unge, der står på tærsklen til at skulle vælge ungdomsuddannelse, et grundigt indblik i de utroligt mange job-, karriere- og videreuddannelsesmuligheder, man får som faglært, siger Kurt Sjøholm.

19. AUG 2019 • 18:05 FOR ABONNENTER

Pladsen i 3. division blev sikret med hiv og sving

19. AUG 2019 • 16:42 FOR ABONNENTER

Mandagens leder: Vil han også købe Bornholm?

Mest læste

19. AUG 2019 • 18:05 FOR ABONNENTER

Pladsen i 3. division blev sikret med hiv og sving