Tysk EU-spidskandidat vil stoppe russisk gasledning

24. APR 2019 • 12:07 • AF REDAKTIONEN

Tysk EU-spidskandidat vil stoppe russisk gasledning

Manfred Weber, spidskandidat til at blive formand for EU-Kommissionen, siger, at han forsøge at blokere den omstridte russiske gasledning Nord Stream 2, som Danmark endnu ikke har taget stilling til.

Nord Stream 2 skal føres forbi Bornholm gennem Østersøen.

Gasledningen skal efter planen være operationel i 2020 og forventes årligt at forsyne Tyskland med 55 milliarder kubikmeter russisk naturgas. Det er nok til at opvarme 26 millioner hustande.

Gassens ophav er problematisk ifølge Weber, der aktuelt er gruppeformand for den konservative gruppe i EU-Parlamentet, EPP.

– Den vil øge EU's afhængighed af russisk gas og ikke sænke den. Og vi har brug for mere uafhængighed – ikke mere afhængighed, siger han til den polske avis Polska Times ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han er sammen med ledere i Polen og de baltiske lande bekymret for, at Rusland vil udnytte den afhængighed i tilfælde af politiske eller militære konflikter i fremtiden.

Det russiske statsselskab Gazprom er hovedaktionær i den 1224 kilometer lange gasledning, men energiselskaber fra Tyskland, Holland og Frankrig har også investeret i Nord Stream 2.

Weber går altså på kant med regeringen i sit hjemland samt nationale interesser i andre EU-lande med sin melding om at ville stoppe den næsten færdige gasledning.

På EU-niveau har der imidlertid længe været modstand mod projektet. Tidligere i år vedtog man ændringer i EU's gasdirektiv således, at direktivet også gælder gas fra tredjelande – såsom Rusland.

Dermed vil EU-lovgivning gælde for de 54 kilometer af gasledningen, der vil ligge inden for medlemslandes søterritorie i Østersøen.

Ledelsen for Nord Stream 2-projektet har siden truet med at hive EU i retten for de pågældende direktivændringer ifølge mediet Politico.

Energistyrelsen i Danmark har i april modtaget en tredje ansøgning fra Nord Stream 2 om at føre gasledningen syd for Bornholm. Der er indtil videre ikke blevet taget officielt stilling til den nye rute fra dansk side.

/ritzau/

SENESTE NYHEDER

21. MAJ 2019 • 19:20 FOR ABONNENTER
'Bornholm har stadig sin uskyld'
21. MAJ 2019 • 18:51
Fiskekutter brød i brand
21. MAJ 2019 • 17:30 FOR ABONNENTER
Skal der flyttes flere statslige arbejdspladser ud i landet?
21. MAJ 2019 • 17:24 FOR ABONNENTER
Brogede alliancer er for og imod at flytte statsjob
21. MAJ 2019 • 16:41 FOR ABONNENTER
Nyt overnatningssted på vej til Aakirkeby
21. MAJ 2019 • 15:38 FOR ABONNENTER
30 træer falder efter svampesygdom

MEST LÆSTE BORNHOLM

21. MAJ 2019 • 11:10 FOR ABONNENTER

Miljøet mellem husene er med i ny lokalplan

21. MAJ 2019 • 11:08 FOR ABONNENTER

Byforening er tilfreds med ny lokalplan

Mest læste