Præstegård renoveret for millioner: Vigtigt at præsten bor i området
Præstegården blev indviet. Foto: Jens-Erik Larsen

21. APR 2019 • 12:02 • AF ELISABETH KROGH

Præstegård renoveret for millioner: Vigtigt at præsten bor i området

Det var et strålende glad menighedsråd for Bodilsker, der onsdag havde inviteret håndværkere, menighedsråd, den nyansatte præst, og Bornholms Provsti med blandt andet provst Johannes Gregers Jensen til en slags indvielse af en gennemgribende renovering, der er sket af Bodilsker Præstegård, inden en ny præst blev ansat.

– Faktisk alt har været ude, undtagen væggene og taget, fortæller Sanne Mouritsen, formand for Bodilsker Menighedsråd på en lille rundvisning. Udendørs er det tilstræbt, at præstegården skulle fremstå som hidtil, men indenfor er præstegården som et fuldstændig nyt hus.

– Der er nyt køkken, nye badeværelser, nye gulve med gulvvarme, nye døre og vinduer, alt er malet, fortæller menighedsrådsformanden med forståelig glæde over, at præstegården nu fremtræder som en utrolig attraktiv bolig.

Der mangler lige den sidste finish med kalkning af mure udendørs og en udendørs terrasse, men ellers er præstegården stort set indflytningsklar.

Samtidig er der også blevet skovet en del træer rundt om præstegården for at skabe lys og luft.

Den store og gennemgribende renovering har kostet tre millioner, og en række lokale firmaer, hvor Michaels Murerforretning har haft totalentreprisen, har stået for arbejdet.

Har kæmpet for præstegården

Forud for beslutningen om at investere i præstegården, gik overvejelser sammen med provstiet om, hvorvidt man hellere skulle sælge den, men menighedsrådet i Bodilsker havde et andet ønske.

– Det har stor betydning, at præsten bor her i området. Vi synes, at kirken og præstegården hører sammen og udgør et kulturcentrum her i Bodilsker, hvor vi ikke har så meget andet, mener menighedsrådet.

Var der ikke en præstegård og en præst ville mange arrangementer måske ikke blive holdt i Bodilsker, eksempelvis sogneaftener og højskoledag.

– Så vi har kæmpet for, at præstegården skulle renoveres og fortsat være bolig for præsten, siger Sanne Mouritsen.

Både menighedsrådet og provstiet mener også, at det i dag er vigtigt at kunne tilbyde en god og attraktiv bolig til præsten, hvis man ønsker at tiltrække præster, derfor har man prioriteret udgiften til en gennemgribende renovering, også fordi præstegården i mange år ikke har været sat tilstrækkeligt i stand.

Hans Jørn Mouritsen har været formand for byggeudvalget, og fortalte, at missionen har været at få den bedst mulige bolig til den nye præst, og det har man fået. Det har været en totalrenovering, hvor alt er skiftet, og præstegården nu også er energivenligt opvarmet.

Menighedsrådsformanden var da også meget tilfreds med det udførte arbejde.

– Det må være lykken at skulle bo her, mener hun.

Præsten selv er også begejstret.

– Jeg synes, boligen er fantastisk. Nogle steder vedligeholder man løbende præstegårdene, men det her er jo som et helt nyt hus. Og jeg har fået lov at vælge farver, så der eksempelvis er en grøn væg i stuen og en blå i køkkenet, siger Lise Dürr Nielsen.

Den næsten færdige renovering blev fejret med pølser og håndbajere til alle.


SENESTE NYHEDER

MEST LÆSTE BORNHOLM

21. MAJ 2019 • 12:03
Flere kender Kofod end Kofod
21. MAJ 2019 • 18:51
Fiskekutter brød i brand
21. MAJ 2019 • 19:20 FOR ABONNENTER

'Bornholm har stadig sin uskyld'

21. MAJ 2019 • 18:51

Fiskekutter brød i brand

Mest læste