Flere hundrede mødte op: Æggejagt trak turisterne til
Foto: Jens-Erik Larsen

20. APR 2019 • 14:07 • AF NIELS EBDRUP

Flere hundrede mødte op: Æggejagt trak turisterne til

Flere hundrede mennesker deltog Skærtorsdag i æggejagt i Gudhjem. Gudhjem Erhvervsforening havde sørget for, at der var gemt 188 små træ-æg i et område i Gudhjem – og så var det bare op til de fremmødte børn at finde dem.

På hvert æg stod navnet på en lokal butik, hvor man kunne gå hen og veksle sit æg til en præmie.

Starten gik på Kranpladsen på Gudhjem Havn. Pernille Funch fra erhvervsforeningen var til stede, og hun glædede sig over, at initiativet trak rigtig mange mennesker til byen.

– Der er rigtig mange folk i byen – rigtig mange turister. Påsken ligger sent i år, og det er super godt vejr, så det myldrer med mennesker. Jeg bor lige oven for byen og kender rigtig mange lokale, men når jeg kigger rundt ser jeg ikke så mange kendte ansigter. Mange turister kommer med deres børn, men det er også fint. Det er en god gimmick for byen og smadder hyggeligt med ungerne, fortalte Pernille Funch.

En jagt for børn

Stående på en af bænkene forsøgte hun, trods en svigtende megafon, at ridse reglerne for løbet op for de mange fremmødte.

– Det er en børneæggejagt, så det er børnene, der skal have lov til at løbe i front. Forældre skal holde sig lidt i baggrunden, med mindre de har en lille en, der skal holdes i hånden, sagde Pernille Funch og afslørede så, hvilket hemmeligt sted, æggene lå gemt.

– I skal ned til Glasrøgeriet og stien, der går langs vandet. Dér står to personer med flag, og derfra går løbet – ned på den gamle havn, Nørresand Havn. Så æggene ligger ved Nørresand, og..., råbte Pernille Funch, der måtte opgive at sige mere, da alle efter afsløringen løb fra Kranpladsen.

En måde at vise byen frem

Så blev der ellers ledt, og det var faktisk ikke så nemt at finde æggene. Folk rodede i græsset, klatrede rundt på klipperne og så ned i bådene. Den intense nærkontakt med Gudhjems natur glædede Pernille Funch. Den var nemlig en del af meningen med æggejagten. For på den måde blev byen virkelig vist frem.

– Jagten foregår tre forskellige steder, og det handler om at vise Gudhjem frem – vi bruger skovene, havnene, engen, fortalte Pernille Funch.

Gudhjem Erhvervsforening havde arrangeret æggejagt både Skærtorsdag, Langfredag og i dag, lørdag. Alle tre dage var der 188 præmier på spil.


23. MAJ 2019 • 17:55 FOR ABONNENTER

Brugsen kom ud med sit første underskud i mange år

23. MAJ 2019 • 16:31 FOR ABONNENTER

Kirstens yngste søn blev væk på papiret

Mest læste