Molslinjen: Bornholmere rejser 25 procent billigere end andre passagerer
Foto: Anders Beier / Molslinjen

12. APR 2019 • 09:51 • AF TOMMY KAAS

Molslinjen: Bornholmere rejser 25 procent billigere end andre passagerer

Når bornholmerne tager hurtigfærgen mellem Rønne og Ystad, så rejser de på en billet, som er købt cirka 25 procent billigere end deres medpassagerer fra andre dele af landet.

Det oplyser Molslinjen, som baserer sine oplysninger på en ny analyse, som rederiet har lavet af rejser i vinterhalvåret – fra 1. september 2018 til 1. april 2019.

Analysen er lavet på rejser i kategorien lav og høj bil inklusiv fem personer. I perioden rejste gæster med et bornholmsk postnummer til en gennemsnitspris på 215 kroner, mens gæster med et postnummer uden for Bornholm rejste til en gennemsnitspris på 284 kroner, oplyser rederiet.

– Det har ind i mellem i debatten været fremme, at den dynamiske prisstruktur går ud over bornholmerne, som har brug for at rejse med den største fleksibilitet. Det er bare ikke rigtigt, og det viser denne analyse, siger kommerciel direktør for Molslinjen, Jesper Skovgaard.

Analysen viser også, at Molslinjens billigste billetter til 99 kroner oftest ender hos bornholmere.

– Næsten 17.000 rejser til 99 kroner er gået til bornholmerne i perioden, mens gæster med andre postnumre i samme periode har købt 15.500 rejser til 99 kroner, lyder det fra rederiet.

– Hovedtanken bag færgeudbuddet var jo, at de billige billetter skulle skabe større lyst til at komme til Bornholm og dermed også skabe vækst og arbejdspladser. Men det er samtidig meget tilfredsstillende, at de billige priser især kommer bornholmerne til gode, siger Jesper Skovgaard.

Molslinjen skal i 2019 nå en gennemsnitspris for alle billetter på 337 kroner.

SENESTE NYHEDER

27. JUN 2019 • 02:07 FOR ABONNENTER
Slattenlangpjat i lange baner
26. JUN 2019 • 19:04
Lea har telefonen tændt
26. JUN 2019 • 18:13
Kirken bliver malet
26. JUN 2019 • 15:45 FOR ABONNENTER
Bornholms Landbrug: Det kan koste dyrt

MEST LÆSTE BORNHOLM

25. JUN 2019 • 21:41
Købmand med overskud
25. JUN 2019 • 16:19
Nu takker direktøren af

Mest læste