Der bliver smæk for skillingen: Jytte Hilden & Emma Gad på kajen i Nexø
Jytte Hilden til Folkemødet på Bornholm. Imorgen kan hun mødes i Nexø. Foto: Allan Rieck

15. MAR 2019 • 14:00 • AF ELISABETH KROGH

Der bliver smæk for skillingen: Jytte Hilden & Emma Gad på kajen i Nexø

Lørdag kommer tidligere kulturminister Jytte Hilden en tur til Nexø havn for at fortælle om sin nye bog – Takt og tone til tiden.

I Emma Gads uopslidelige ”Takt og Tone” fra gullaschtidens Danmark kunne opkomlinge og andet godtfolk orientere sig om sociale spilleregler i samfundets øvre sociale lag. Bogen er fyldt 100 år, men sidste år var samtidig 50-året for 1968, som er blevet synonymt med det oprør, der kastede vrag på traditioner, autoriteter og normer for arbejds- og familieliv. Unge gjorde oprør mod ældre, kvinder mod mænd, børn mod forældre, studerende mod professorer, fortæller folketingsmedlem Lea Wermelin, der har inviteret Jytte Hilden til Nexø.

- Kulturen bliver ofte klemt i den politiske debat, så jeg glæder mig til politik i mere uformelle rammer i morgen, hvor vi kommer omkring mobilvaner, nye familieformer og holdningen til ældre, siger Lea Wermelin.

13 kloge folk har i Jytte Hildens og Pia Fris Laneths aktuelle bog fra 2018 beskrevet, hvordan normerne i hjemmet, i det offentlige liv og på arbejdet, har ændret sig siden Emma Gads tid – til det værre og bedre, men først og fremmest til noget helt andet. Blandt andet samtalen på sociale medier, de nye familieformer med dine, mine og vores børn og holdningen til ældre har fået plads i den nye takt-og-tone bog.

- Jeg kender Jytte rigtig godt, så jeg lover, at der bliver smæk for skillingen. Jytte er som altid humoristisk og hårdtslående, og klar på spørgsmål og debat, når vi slår dørene op for et forhåbentlig inspirerende arrangement, siger Lea Wermelin

Det foregår lørdag på Caféen R60 fra 12.00-14.00 på Sdr. Hammer 31 på Nexø havn.

SENESTE NYHEDER

25. MAJ 2019 • 09:05 FOR ABONNENTER
Gade i Rønne fordobler antallet af butikker
25. MAJ 2019 • 06:31 FOR ABONNENTER
Permagrønt søger medlemmer til nyt samarbejde

MEST LÆSTE BORNHOLM

24. MAJ 2019 • 12:17
Autograf-Flemming er død
24. MAJ 2019 • 08:08
Krydstogtskib på dobbeltbesøg

Mest læste