Ny rekord: Mågen Mogens er landet tidligt i år
Foto: Jens Kofoed

9. MAR 2019 • 11:37 • AF MIE MØLBAK

Ny rekord: Mågen Mogens er landet tidligt i år

Stormmågen Mogens er efterhånden en sikker forårsbebuder. År efter år er han landet på naturvejleder Jens Kofoeds tag i Melsted efter sin vinterferie sydpå, og i år blev ingen undtagelse.

Han landede i onsdags – for 29. år i træk.

– Han ligner sig selv. Han er i vinterdragt, så han har grå pletter og en streg over næbbet, men han er fit, siger Jens Kofoed.

Mogens ankom altså den 6. marts, og det er faktisk usædvanligt tidligt. Hans tidligere rekord er 8. marts, men sædvanligvis kommer han først i sidste halvdel af måneden, og én gang ankom han først 11. april.

– Det skyldes nok den milde vinter. Han er en vejrtrækker ligesom andre stormmåger, så han følger vejret, siger naturvejlederen.

Modtaget med ost

Mågen Mogens fik som altid en varm modtagelse af naturvejlederen. Mogens blev håndfodret med lokal blåskimmelost og fedtegrever.

– Da han kom, havde jeg ingen flødehavarti, selvom det er favoritten. Man skal jo ikke friste skæbnen, siger Jens Kofoed.

Naturvejlederen ville altså ikke købe osten, før mågen var landet, men har naturligvis siden fået styr på sortimentet.

Damerne slås om Mogens

Ifølge Jens Kofoed er Mogens mindst 31 år gammel. Han havde nemlig allerede skiftet sine ungfuglefjer, da han flyttede ind på matriklen i Melsted for mange år siden. Stormmåger bliver udfarvet, når de er to år gamle.

Mågen Mogens er dog stadig en populær herre.

– Der er kommet flere andre stormmåger, og i dag landede der faktisk en på taget. Det var muligvis en hun, der kunne være interesseret i Mogens og hans territorium, siger Jens Kofoed.

I mange år har Mogens dannet fast par med Fruen, men hun er altså endnu ikke ankommet til Melsted.

– Det er sket før, at Mogens har følt sig nødsaget til at danne par med en anden dame. Hvis der går for lang tid, før Fruen kommer, så bliver han jo nødt til det. Man kan jo ikke gå en ynglesæson igennem alene, vel? Men hvis Fruen kommer, så bliver den anden smidt på porten. Der har før været store slagsmål mellem damerne. De slås om Mogens, og så står han og kigger lidt på og ser, hvordan det udvikler sig. Men det er altid Fruen, der vinder, siger Jens Kofoed.

Det er ikke usædvanligt, at Fruen ankommer op til tre uger senere end Mogens.

Video fra facebooksiden Kofoeds Natur:


SENESTE NYHEDER

19. JUL 2019 • 05:47
Bia-Lid bliver privatbolig
18. JUL 2019 • 19:55 FOR ABONNENTER
Nu kører toget: Kulturhuset vil købe pakhus
18. JUL 2019 • 18:10
Affaldskaos ved strand afværget
18. JUL 2019 • 17:30 FOR ABONNENTER
Leder: Prøv med fri konkurrence i stedet for spark i røven
18. JUL 2019 • 14:00NAVNE
Dødsfald
18. JUL 2019 • 13:35 FOR ABONNENTER
Huspriserne tordner opad

MEST LÆSTE BORNHOLM

17. JUL 2019 • 11:14
Jensen opsiger 67 medarbejdere
17. JUL 2019 • 08:01
Brand opstod under madlavning
17. JUL 2019 • 17:20
Nexøs byfest får dansetelt
17. JUL 2019 • 17:20

Nexøs byfest får dansetelt

17. JUL 2019 • 16:37 FOR ABONNENTER

Aldrig har der været så mange turister

17. JUL 2019 • 15:30 FOR ABONNENTER

Kommunen opgiver nye boliger nord for Rønne

Mest læste