Kadeau var (måske) tæt på at miste stjernen: Michelin-inspektør sendte kold hovedret retur
Arkivfoto

18. FEB 2019 • 19:31 • AF TOMMY KAAS

Kadeau var (måske) tæt på at miste stjernen: Michelin-inspektør sendte kold hovedret retur

Kort før sæsonen i Vestre Sømark lukkede ned i 2017, var en inspektør fra den eftertragtede spiseguide Michelin på besøg på Bornholm.

På restaurant Kadeau, som året inden for første gang var kommet i den nordiske udgave af spiseguiden med en stjerne, fik den anonyme gæst, som Kadeau-drengene ganske vist havde en Michelin-mistanke om, men som de ikke var sikre på, ‘bornholmerbank’, som den store menu hed, med en perlerække af små serveringer.

Og to gange gik det galt i løbet af aftenen, fortæller køkkenchef og partner i Kadeau, Nicolai Nørregaard, i radioprogrammet ‘Bearnaise er dyrenes konge’ på 24syv.

Først kunne tjeneren ikke huske, hvor østersene kom fra, og da aftenens kødret med lammetunge kom på tallerknen, blev den sendt retur til køkkenet.

– Den var kold, sagde han, fortæller Nicolai Nørregaard.

– Det tvivlede jeg nu på, men der var, som det var, og vi lavede selvfølgelig en ny og krydsede fingre for, at han ikke var fra Michelin. Men da han var færdig, kom han ud og sagde, at det var han, og han gerne ville snakke med mig.

Det blev til en lang og konstruktiv snak, og manden forlod Vestre Sømark uden at se sig tilbage – og dér stod Kadeau-drengene og frygtede, at de kunne smide michelinstjernen i Østersøen.

– Det var to dage før vi lukkede, og der var ikke tid til et genbesøg. Vi måtte bare vente og se, fortæller Nicolai Nørregaard.

Han kunne ånde lettet op, for i det tidlige 2018 fik Kadeau både tildelt to stjerner til restauranten i København, ligesom man beholdt sin stjerne på Bornholm – som det også var tilfældet her til aften, hvor det blev afsløret, at restauranten nu kan gøre klar til sin fjerde sæson med michelinstatus.

26. MAJ 2019 • 10:28

Tilstrømning til EU-valget

26. MAJ 2019 • 09:01

Valgstederne er åbne

26. MAJ 2019 • 08:13

Stemmer du i dag?

Mest læste

25. MAJ 2019 • 18:07SPORT

Rønne fB taber på Amager

25. MAJ 2019 • 16:16SPORT

Stadionkonflikt ender i kompromis