Beatles-feber i Svaneke
Arkivfoto

19. FEB 2019 • 06:44 • AF ELISABETH KROGH

Beatles-feber i Svaneke

I den kommende weekend rammer Beatles-feberen Svaneke og Svanekegaarden, når Love me do – en Beatles-cabaret fra Cafe Liva, kommer på besøg.

Café Livas og makkerparret Jacob Morild & Morten Wedendahl’s crazy-humoristiske hyldest til The Fab Four har i flere omgange været på triumftog rundt i Danmark, senest har den i januar spillet for udsolgte huse på Cafe Liva i København – ja, den måtte til og med forlænges med flere dage.

På scenen står de tre gennemmusikalske herrer, Jacob Morild, Morten Wedendahl og Mikkel Tiedt og ved hjælp af citater fra de fire Liverpooldrenges egen mund, gestaltet via speak af Tom Mc-Ewan, tegnes et rablende og ekvilibristisk musikalsk portræt af en tid og en stemning – og over 40 Beatles numre flettes lystigt ind imellem hverandre, og fortæller historier om kærlighed, kildevand, oprør og nedbrud.

Forestillingen har fået gode anmeldelser og kan altså nu opleves i Svaneke.

Lørdagens forestilling var udsolgt allerede før jul, oplyser Svanekegaarden, men heldigvis havde de tre herrer både lyst og tid til at tilbringe weekenden på Bornholm, og der er stadig ledige billetter til søndagens forestilling den 24. februar.

Mest læste