Kadeau er klar til Michelin-uddeling:  Vi drømmer om flere stjerner
Arkivfoto: Marie Louise Munkegaard

18. FEB 2019 • 13:27 • AF MIE MØLBAK

Kadeau er klar til Michelin-uddeling: Vi drømmer om flere stjerner

Årets Michelin-stjerner drysses ud over nordens bedste restauranter mandag aften, og for første gang nogensinde finder uddelingen sted uden for en hovedstad. Aarhus har sikret sig værtskabet, og en håndfuld fra holdet bag Michelin-restauranten i Sømarken rejser til Jylland for at være med.

– Det er fint, at vi kommer rundt i landet. Det er dejligt, at Michelin har åbnet for, at andre steder end København kan få stjerner – ligesom vi fik en stjerne i 2016 på Kadeau Bornholm. Ved at holde det i Aarhus, viser de også, at de kigger på hele landet. Alt behøver ikke ske i København, siger Kadeaus direktør, Magnus Kofoed, fra toget på vej mod Aarhus.

Kadeau har i forvejen én stjerne på Bornholm og to på restauranten i København. Magnus Kofoed forventer ikke umiddelbart, at det vil ændre sig ved aftenens uddeling.

– Vi håber, vi beholder, de stjerner vi har. Så kan vi altid drømme større og drømme os til flere end de tre, vi har, men det tør jeg ikke håbe på, siger Kadeau-direktøren, hvis drømmescenarie er "fuldt hus".

I løbet af det seneste år har Kadeau haft bekræftede besøg af anmeldere fra Michelin-guiden på begge restauranter.

– Det er svært at sige, hvad det har af betydning for antallet af stjerner. Det er altid et gætteri op til uddelingen. Jeg har hørt kollegaer sige, at de har haft væsentligt flere besøg, end vi har registreret. Men det kan sagtens være, at vi har haft lige så mange besøg, og vi bare ikke har spottet dem, eller de har gjort ekstra meget ud af at skjule sig. Jeg tror det er status quo for os, hvis jeg skal være helt ærlig, hvilket vi vil være rigtig stolte af, siger Magnus Kofoed.

Stjerneuddelingen kan dog i princippet gå begge veje for Kadeau.

– I mine rigtig mange år i branchen er jeg blevet overrasket vildt mange gange over, hvad der sker på Michelin-fronten, siger Magnus Kofoed.

Mest læste