Bornholms Landbrug: Vigtigt at vise landbruget frem
Foto: Jens-Erik Larsen

16. FEB 2019 • 05:45 • AF JAKOB NØRMARK

Bornholms Landbrug: Vigtigt at vise landbruget frem

Et kig indenfor hos en fødevareproducent kan virke overraskende på folk, medgiver Bornholms Landbrug og Fødevarers direktør, Thomas Bay Jensen, og derfor har landbruget en vigtig oplysningsopgave, som de bornholmske landmænd har taget på sig.

– Det kommer jo ofte bag på folk, at landbruget er en industri med produktion i stor skala. Men det er man ganske enkelt nødt til at have, siger Thomas Bay Jensen.

Samfundsudviklingen har betydet, at danskernes viden om, hvordan produktionen af fødevarer faktisk foregår, bliver mindre og mindre, mener han.

Af den grund ser Landbrug og Fødevarer det som en vigtig opgave at invitere folk indenfor på gårdene.

Thomas Bay Jensen nævner initiativer som Åbent landbrug og dagen, hvor køerne kommer på græs, der har udviklet sig til en meget populær begivenhed.

– Der er ikke noget i landbruget, der er fordækt. Man skal bestemt ikke have den opfattelse, at landbrugsproduktionen er lukket. Hvis du kunne tænke dig at komme ind og se en svineproduktion i eftermiddag, er det muligt, siger han og opfordrer folk til at kontakte Bornholms Landbrug og Fødevarer, hvis man har lyst til at få et indblik i, hvordan maden bliver til.

I januar havnede Henriks Æg i en shitstorm, da hans høns blev fotograferet i forbindelse med, at han ville forære nogle af dem væk.

Mest læste