Verdenskendt kæde forhandler om tidligere BR-butik
Foto: Tommy Kaas

15. FEB 2019 • 20:58 • AF TOMMY KAAS

Verdenskendt kæde forhandler om tidligere BR-butik

En virksomhed "kendt i hele verden" er på vej til Store Torv i Rønne. I hvert fald er der lige nu forhandlinger om den tidligere BR-butik, hvor en stor kæde kan være på vej mod åbning.

Det fortæller Carsten Schou fra EDC Bornholmerbo, der står for at leje lokalerne ud.

Han kan ikke på nuværende tidspunkt afsløre, hvad det er for en koncept-butik, der er på vej til Bornholm, men han fortæller, at det er en kæde, der endnu ikke er at finde herovre – og at der altså er tale om et verdenskendt brand.

I forbindelse med vinterferien har det været svært at få lukket handlen, og der går derfor endnu noget tid, inden Carsten Schou kan løfte sløret for, hvem der er på vej til Rønne, fortæller han.

Lejemålet på Store Torv byder på hele 476 kvadratmeter i stueplan og en kælder på 130 kvadratmeter. Beliggenheden er fantastisk, bemærker ejendomsmægleren, med god synlighed på torvet og parkeringspladser bag butikken.

– Og hvis det skulle ske, at den omtalte handel ikke falder i hak, har vi andre veje at gå, lyder det fra Carsten Schou.

Mest læste