Flot omtale: Boganmelder takker for ny børnebog om demens
Illustration: Anna Margrethe Kjærgaard

9. FEB 2019 • 18:07 • AF TORBEN ØSTERGAARD MØLLER

Flot omtale: Boganmelder takker for ny børnebog om demens

Politikens anmelder af børne- og ungdomsbøger, Steffen Larsen, er så glad for bogen ”Kaffe Kanin Vintergæk Væk”, at han simpelthen slutter sin anmeldelse af med et dybfølt:

Tak!

Og så tildeler han i øvrigt bogen fem ud af seks mulige hjerter.

Som tidligere omtalt i Bornholms Tidende er ”Kaffe Kanin Vintergæk Væk” begået af forfatter Betina Birkjær, som bor i Svendborg, men har en søster på Bornholm, og illustrator Anna Margrethe Kjærgaard, som er bosat på Bornholm.

De to lavede bogen på foranledning af Jens Rehfeld fra Erindringscenter Bornholm, som også rejste pengene til finansieringen af den.

Bogen er tænkt som et oplæg til at tale med børn om unge om demens og handler om barnet Stump, som har en bedstefar, der bliver dement. I bogen er Stump – bevidst fra forfatterens og illustratoren side – ikke kønsspecifik, men Steffen Larsen antager dog, at det er en pige, hvilket fremgår af følgende citat fra hans anmeldelse af bogen:

”Pigen Stump besøger bedstefar, der ved alt om livet og blomsterne. Der er fredfylde over billederne. De bløde farver går helt til kant. Intet ondt kan ramme Bornholm. Men faren kommer uventet og indefra.

Nu kan bedstefar Kaj pludselig ikke huske, hvad det er for en blomst på fire bogstaver, som begynder med ‘r’. Og det fortsætter stilfærdigt til den smukke ende, hvor Stump arrangerer en ”bryllupsfest” for bedsteforældrene og forærer bedstefar en kanin, der hedder Stump. Det kan ikke gøres smukkere. Anna Margrethe Kjærgaards billeder er blide drømme, som rammer både hjerte og forstand”.

Også bloggen Børnenes Bøger – bornenesboger.dk – som cand.mag. i engelsk Pia Dalsgaard står for er begejstret for bogen og giver den seks stjerner. Hun skriver blandt andet:

”Kaffe Kanin Vintergæk Væk” er en utrolig smuk og gribende fortælling om demens. Poetisk og elegant fortæller den historien om, hvordan det er langsomt at miste en, som stadigvæk er der. Tekst, historie og ikke mindst Anna Margrethe Kjærgaards smukke, smukke illustrationer udgør en næsten magisk enhed, som kan læses af alle. Uanset om man har et familiemedlem med demens eller ej”.


Mest læste