Blå blok vil give dødsstød til Sundhedsplatformen
Foto: Berit Hvassum

23. JAN 2019 • 07:42 • AF RITZAU

Blå blok vil give dødsstød til Sundhedsplatformen

På Christiansborg danner der sig nu et flertal for en nedlæggelse af den kontroversielle Sundhedsplatform, der i øjeblikket bruges i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Det skriver Berlingske onsdag.

Således siger sundhedsordførerne fra Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance til avisen, at man i en ny sundhedsreform vil lægge op til, at hele landet får ét it-system på sundhedsområdet.

– På sigt skal vi have ét fælles it-system. Alt andet giver ikke mening. Der er ingen grund til, at fem regioner prøver at opfinde den dybe tallerken, siger Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann.

I øjeblikket er der i praksis to forskellige it-systemer i brug i det danske sundhedsvæsen - Sundhedsplatformen i Østdanmark og Systemics-EPJ, der bruges i Region Midtjylland og som implementeres i Region Sydjylland og Nordjylland over de næste to år.

I en trivselsmåling foretaget før jul svarede 62 procent af hovedstadens læger, at de er utilfredse med systemet.

Og de blå sundhedsordførere er enige om, at Sundhedsplatformen bør lade livet til fordel for det jyske system, der ikke har været ramt af de samme problemer.

– Hvis vi skulle vælge, ville vi helt sikkert kigge på det system, man bruger i Midtjylland og ikke Sundhedsplatformen, siger May-Britt Kattrup, sundhedsordfører i Liberal Alliance, til Berlingske.

Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, har længe talt for, at man afvikler Sundhedsplatformen.

Der mangler dog en større undersøgelse af, hvilket it-system der rent faktisk skaber mere effektivitet i sundhedsvæsenet, lyder det fra eksperter, som Berlingske har talt med.

Fra formanden for Region Hovedstaden, socialdemokraten Sophie Hæstorp Andersen, lyder det dog, at man bør vente til it-systemerne er blevet evalueret, inden man træffer en endelig beslutning.

SENESTE NYHEDER

19. FEB 2019 • 06:44
Beatles-feber i Svaneke
18. FEB 2019 • 20:05 FOR ABONNENTER
Varm vind blæser storkene mod nord
18. FEB 2019 • 17:40 FOR ABONNENTER
Fyldt kirke tog afsked med præsten: Jeg vil savne Bornholm
18. FEB 2019 • 16:54 FOR ABONNENTER
100 computerspillere holdt weekend i hallen

MEST LÆSTE BORNHOLM

17. FEB 2019 • 22:19
Grossist stopper

Mest læste