Royal Run går efter at blive Bornholms største enkeltstående idrætsevent
Kronprins Frederik skal løbe i Århus, Aalborg og København og på Færøerne, men når ikke til Bornholm i 2019. Foto: Royal Run

17. JAN 2019 • 07:11 • AF JAKOB NØRMARK

Royal Run går efter at blive Bornholms største enkeltstående idrætsevent

Med eller uden prinser og prinsesser på startlinjen håber arrangørerne af Royal Run på Bornholm, at det lykkes at skabe en folkelig begivenhed, når motionsløbet finder sted 2. pinsedag den 10. juni.

– Vores mål er at lave det største enkeltstående idrætsevent på Bornholm i nyere tid. For at det sker, skal vi op over 1.000 deltagere, siger Flemming Torsten Sørensen fra DGI Bornholm og tilføjer:

– Vi har en max-grænse, som vi kommer til at ramme. Måske kan vi lukrere på, at der er mange turister på øen i weekenden op til Folkemødet.

I de senere år er det jubilæumsudgaven i Almindingsløbet i 2010, som har rekorden blandt endagsarrangementer. 1205 løbere deltog i Almindingsløbet for ni år siden, viser et opslag i Tidendes arkiv.

DGI satser på, at der kan opstå en synergieffekt ved at være en del af en kendt løbsserie, der sidste fik ekstremt meget opmærksomhed i forbindelse med kronprins Frederiks 50 års fødselsdag.

Alle typer af løbere og vandrere kan deltage, men Flemming Torsten Sørensen vil være særligt glade for tilmeldinger fra personer, der ikke er vant til at motionere.

– Man behøver ikke de nyeste Nike Zoom Turbo og strømlinet trikot for at være med. Der er plads til alle, siger Flemming Torsten Sørensen.

– Der var tæt på 10.000 førstegangsløbere ved Royal Run sidste år. Løbet skulle gerne være en løftestang, der kan få andre mennesker ud at løbe, siger han.

DGI Bornholm skal i gang med at oprette nye gang- eller løbefællesskaber, der kan gøre det indbydende for folk at træne sammen op til Royal Run.

Man kan vælge imellem at løbe en mil (1,6 kilometer) 5 og 10 kilometer. Prisen for at deltage på 10 kilometer-distancen er 190 kroner, inklusiv gebyr, hvis man tilmelder sig senest 31. januar, hvorefter prisen stiger lidt.

SENESTE NYHEDER

19. FEB 2019 • 06:44
Beatles-feber i Svaneke
18. FEB 2019 • 20:05 FOR ABONNENTER
Varm vind blæser storkene mod nord
18. FEB 2019 • 17:40 FOR ABONNENTER
Fyldt kirke tog afsked med præsten: Jeg vil savne Bornholm

MEST LÆSTE BORNHOLM

17. FEB 2019 • 22:19
Grossist stopper

Mest læste