Molslinjen oplever stor fremgang på Sassnitz-ruten: 25.000 passagerer har taget turen
Foto: Berit Hvassum

16. JAN 2019 • 11:28 • AF TORBEN ØSTERGAARD MØLLER

Molslinjen oplever stor fremgang på Sassnitz-ruten: 25.000 passagerer har taget turen

Der har været lys i vinduerne i de bornholmske sommerhuse hen over jul og nytår. Antallet af tyske gæster til Bornholm fra september til og med december 2018 på ruten mellem Rønne og Sassnitz er næsten femdoblet i forhold til året før.

Det fortæller Jesper Maack, pr- og kommunikationschef i Molslinjen.

Med til historien hører dog, at rederiet Færgen kun besejlede ruten mellem Rønne og Sassnitz til og med efterårsferien i uge 42, mens Molslinjen, som tog over i september sidste år, har valgt at sejle året rundt, idet der uden for højsæsonen er tale om tre-fire ugentlige dobbeltture.

I de fire måneder september, oktober, november og december var der i 2018 meget tæt på 25.000 passagerer samlet set for ruterne Sassnitz-Rønne og Rønne-Sassnitz, mens der i de samme måneder i 2017 var en anelse over 5.000, noterer kommunikationschefen – men hvor Færgen altså kun sejlede tre uger ind i oktober, har Molslinjen fortsat sejladsen, hvorfor tallene ikke er direkte sammenlignelige.

Molslinjen ser tegn på, at de positve tendenser fra slutningen af 2018 fortsætter ind i 2019:

– Vi kan se, at den første uge af 2019 har været rigtig god. Det betyder formentlig, at en del tyskere har valgt at holde nytår på Bornholm, siger Bornholmslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard, i en pressemeddelelse.

Bornholmslinjen og Destination Bornholm har i fællesskab lanceret en kampagne i Tyskland, hvor en del af billetterne har kostet beskedne 19 euro. Den kampagne ser også ud til at have en god effekt, vurderer administrerende direktør for Destination Bornholm, Pernille Kofod Lydolph:

– Vi får positive tilbagemeldinger fra flere overnatningssteder, som melder om fremgang i overnatningerne henover vintermånederne. Det understøtter, at helårssejlads og markedsføring af den nye mulighed for at rejse direkte har en stor betydning for Bornholms turisme og dermed for hele øen i forhold til job og omsætning.

Kampagnen med de billige billetter på turen mellem Rønne og Sassnitz fortsætter frem til den 31. marts 2019.

SENESTE NYHEDER

19. FEB 2019 • 06:44
Beatles-feber i Svaneke
18. FEB 2019 • 20:05 FOR ABONNENTER
Varm vind blæser storkene mod nord

MEST LÆSTE BORNHOLM

17. FEB 2019 • 22:19
Grossist stopper

Mest læste