Peter Juel-Jensen: Jeg forventer at Molslinjen lever op til sit løfte om t-foil

8. JAN 2019 • 15:51 • AF MADS WESTERMANN

Peter Juel-Jensen: Jeg forventer at Molslinjen lever op til sit løfte om t-foil

– Hvis undersøgelsen viser, at en t-foil har en positiv effekt, regner jeg med, at Molslinjen lever op til sit løfte om, at montere t-foil på de færger, der skal betjene ruten mellem Rønne og Ystad, siger Venstres bornholmske folketingsmedlem Peter Juel-Jensen til Bornholms Tidende.

Han er tilfreds med, de retningslinjer, Transportministeriet nu har udstukket for en undersøgelse af passagerkomforten på Molslinjens bornholmske færger, og han ser frem til at resultaterne snart foreligger.

– Undersøgelsen skal afgøre, om diskussionerne om passagerkomfort ligger indenfor eller udenfor kontrakten, fortsætter han og forklarer, at formålet med undersøgelsen er at klæde partierne i forligskredsen bag færgeforliget på til at vide, om rederiet lever op til kravene i kontrakten, inden diskussionerne om den kritiserede passagerkomfort fortsætter.

– Hvis undersøgelsen viser, at færgerne ikke lever op til kontraktens krav, må Molslinjen sørge for, at de kommer til at leve op til kravene, og hvis undersøgelsen viser, at kravene er opfyldt, må vi i forligskredsen se på, hvad vi så kan gøre, for der er ingen tvivl om, at bornholmerne ikke kan leve med de nuværende forhold de næste 10 år, siger Peter Juel-Jensen.

Han mener, at det, at der i det hele taget gennemføres en undersøgelse, og at der blandt forligskredsens partier er fuld opbakning til undersøgelsen, er et tegn på, at der blandt forligspartierne er forståelse for, at der er et problem, der skal løses.

Hvis den kommende undersøgelse viser, at en t-foil vil have en positiv effekt på færgernes sejladsegenskaber, forventer Peter Juel Jensen, at det ikke kun er på Express 1, at Molslinjen vil montere en t-foil.

– Så må det være på alle de tre færger, der skal betjene Bornholm, siger han.

Hvorvidt dette sker, vil kommunikationschef hos Molslinjen, Jesper Maack ikke love.

– Vi vil selvfølgelig leve op til vores løfte om at montere t-foil på Express 1, hvis undersøgelsen viser, at det vil hjælpe, men om vi også vil gøre det på Express 2 og Max Mols, det må vi tage stilling til, når resultaterne foreligger, siger han til Bornholms Tidende.

SENESTE NYHEDER

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste