'Danmarks Caribien': Se hvad tysk tv-program fremhævede ved Bornholm i bedste sendetid
Dueodde. Foto: Allan Rieck

7. JAN 2019 • 19:15 • AF JAKOB NØRMARK

'Danmarks Caribien': Se hvad tysk tv-program fremhævede ved Bornholm i bedste sendetid

Søndag aften klokken 20.15 fik Bornholm reklame på den tyske tv-station WDR, der til sine seere i Ruhr-området præsenterede 20 europæiske rejsemål i programmet "Wunderschön: Von Amsterdam bis Zypern - wunderbare Urlaubsziele" (Vidunderlig: Fra Amsterdam til Cypern. Herlige feriedestinationer)

Fem minutter varede omtalen af Bornholm, og det var med den kendte tyske rejsejournalist Tamina Kallert i spidsen. Bornholm bliver betegnet som "et samlet kunstværk", der udgøres af "et sammenspil mellem land, hav og et helt særligt lys".

Mens der vises billeder fra Dueodde, siger speakeren, at de bornholmske strande er "Danmarks svar på Caribien og Sydhavet".

Tamina Kallert er specielt betaget af sandet:

– Jeg har haft verdens fineste sand i hænderne i Dueodde. Sandet er helt hvidt og fint med mikroskopiske sandkorn. Man er på Bornholm meget stolt over at kunne hævde, at det er det fineste og hvideste sand overhovedet, siger hun i udsendelsen.

Ferieformen på to hjul og netværket af cykelstier fik også rosende ord med på vejen af de tyske rejseeksperter. De hæftede sig ved, at Bornholm "heller ikke i højsæsonen er overrendt", og at det er enkelt på forhånd at planlægge overnatninger og organisere alt hjemmefra, hvilket må siges at være noget, mange tyskere sætter pris på.

Svaneke fremhæves som "en af Danmarks fineste småbyer", og programmet dvæler også ved glaspusterne og Gudhjems kæmpeisvafler, der er et eksempel på Bornholms små overraskelser.

De tyske droner blev sendt i vejret over rundkirkerne og Hammershus, der rundede indslaget af. Om fæstningsruinen kunne tv-seerne i Nordrhein-Westfalen høre, at det "er som at være i en kulisse fra Ringenes Herre. Man føler, at der pludselig kan springe trold frem bag muren".

Ifølge WDR's målinger havde programmet, der genudsendes næste weekend, 330.000 seere søndag aften.

Programmet kan ses her: Turen når til Bornholm 41 minutter inde i udsendelsen.



Skærmbillede: WDR


Mest læste