Løbschef vil lokke Cort og andre Tour-stjerner til Danmark Rundt
Arkivfoto

26. DEC 2018 • 08:29SPORT • AF RITZAU

Løbschef vil lokke Cort og andre Tour-stjerner til Danmark Rundt

De største danske cykelstjerner som eksempelvis bornholmeren Magnus Cort kan måske lokkes til start i PostNord Danmark Rundt i 2019.

Sådan lyder håbet fra løbsdirektør Jesper Worre, efter at han i sidste uge præsenterede ruten til den 29. udgave af det danske etapeløb.

I år fravalgte de største danske ryttere Danmark Rundt - sandsynligvis fordi cykelløbet lå i umiddelbar forlængelse af Tour de France.

I 2019 er det danske løb placeret fra 21. til 25. august godt tre uger efter Tour-afslutningen.

Til gengæld kolliderer Danmark Rundt med et andet stort etapeløb, nemlig Vuelta a España, men det bekymrer ikke Worre.

– Jeg håber, at vi kan få de danske Tour-stjerner til at stille op.

– Jeg fornemmer også, at de danske ryttere gerne vil, men det skal bare passe ind i deres program, siger Jesper Worre.

Placeringen i kalenderen betyder meget for et forholdsvis lille dansk etapeløb midt mellem de store løb på cykelsportens øverste niveau, World Touren.

– De bedste danskere har fået en stor rolle på deres hold. Det er næsten for uoverskueligt for dem at slutte Touren om søndagen og få dem til at stille op om onsdagen på hjemmebane, hvor publikum også forventer noget af dem, siger løbsdirektøren.

Worre håber på, at de nye datoer kan lokke stjerner som Michael Valgren, Jakob Fuglsang, Søren Kragh Andersen, Mads Pedersen, Christopher Juul-Jensen og altså Magnus Cort til start i Silkeborg 21. august.

– De er simpelthen blevet gode, og der er så mange, så man skal lige tælle på fingrene for at få dem alle med. Men kunne vi få de der fem-seks stykker med, ville det være fedt, siger Worre.

Han har dog ikke fået lovning på noget fra de danske profiler eller deres arbejdsgivere.

– Så langt er vi ikke nået, siger han.

Mest læste