Sag mod ejendomsmægler fortsætter: Flere vidner skal høres

18. DEC 2018 • 05:59 • AF MIE MØLBAK

Sag mod ejendomsmægler fortsætter: Flere vidner skal høres

Tirsdag fortsætter retssagen mod en 55-årig ejendomsmægler ved Retten på Bornholm. Den 55-årige er tiltalt for underslæb og flere tilfælde af bedrageri og dokumentfalsk.

Retsdagen skal primært bruges på at føre vidner, oplyser anklagemyndigheden.

Den tiltalte selv og fem vidner aflagde forklaring på den første retsdag, mandag, men der er mange flere vidner på programmet.

Blandt andet skal der afhøres flere, hvis underskrifter ifølge anklageskriftet er blevet forfalsket af ejendomsmægleren på købsaftaler til husbåde.

Et af de pågældende vidner kan ikke selv møde i retten tirsdag, og sagens anklager fremlagde derfor hans syn på sagen allerede mandag eftermiddag.

En mailkorrespondance viser, at vidnet, der lever af at investere i ejendomme, afviste at købe en husbåd, da den 55-årige kontaktede ham med et tilbud. Ifølge mailen fortalte hun investoren, at de første husbåde var blevet sat til salg på nettet dagen før, og hun gav udtryk for at interessen var overvældende ved at skrive "vi er nærmest blevet væltet".

Der var dog ingen købere til husbådene, selvom i alt seks husbåde på papiret blev solgt.

Vidnet vidste ikke, at hans navn stod på en af købsaftalerne, før han blev kontaktet af direktøren for selskabet bag husbådene, der havde fattet mistanke til ejendomsmægleren.

Ejendomsmægleren nægter sig skyldig i sagen. Hun forklarer, at en anden må have benyttet hendes mailkonto til blandt andet at sende de falske købsaftaler.

Der har tidligere været nedlagt navneforbud i sagen, men det blev efter anmodning fra pressen ophævet mandag eftermiddag.

Der er afsat fire dage til retssagen. Tirsdag fortsætter retten altså med afhøring af vidner og muligvis fremlæggelse af dokumentation, mens forsvarerens og anklagerens afsluttende procedurer afvikles onsdag, hvor der muligvis også falder dom. Alternativt vil dommen falde torsdag.

Mest læste