Mathias ærgrer sig over fastlåst konflikt

13. DEC 2018 • 19:28SPORT • AF KASPER RASMUSSEN

Mathias ærgrer sig over fastlåst konflikt

For 14 dage siden fik Mathias Christiansen besked på, at han ikke længere har lov til at træne i Anja Andersen Hallen i Brøndby, hvor Danmarks bedste badmintonspillere normalt holder til mellem de store opgaver rundt om i verden.

Det skyldes, at Badminton Danmark og landsholdsspillerne ikke har været i stand til at blive enige om en ny eliteaftale, efter at den hidtidige udløb ved udgangen af november.

Siden har bornholmeren og de øvrige spillere ligeledes ikke haft mulighed for at sparre med trænere eller få hjælp af specialister i hverken den ene eller anden forstand. Og de er alle som én færdige med at spille på landsholdet, mens konflikten står på.

Må klare sig selv

Landets bedste badmintonspillere må derfor nu stå på egne ben, imens konflikten med forbundet udelukker dem for brug af elitecentret i Brøndby.

Derfor har badmintonsspillerne rykket træningen til Greve og Amager på lejede baner.

– Vi træner stadig sammen, og vi kender også træningsøvelserne. Derfor kan man sige, at træningen minder meget om den sædvanlige træning. Forskellen er selvfølgelig bare, at der ikke står to landstrænere og holder øje med os. Men ellers er der fuld smæk på, ligesom der plejer, siger Mathias Christiansen til Bornholms Tidende.

Team Danmark var for nyligt ude at ytre bekymringer for Danmarks fremtidige muligheder for at kæmpe med i toppen af international badminton, hvis ikke spillerne, anført af Spillerforeningen, og Badminton Danmark snart når til enighed.

Men selv frygter Mathias Christiansen dog ikke, at konflikten får en betydning for hans niveau.

– Vi har jo altid lært, at man skal kunne tage ansvar for egen træning. Men det bliver selvfølgelig sat på prøve nu, hvor der ikke står en træner og fortæller, hvad vi skal. Nu er det op til os selv. Men det føler jeg nu også godt, at vi kan håndtere, så på den måde er jeg ikke bekymret, fortæller Christiansen, som selv holder den fysiske del af træningen ved lige i et fitnesscenter i Valby, hvor han bor.

Det ærgrer Mathias Christiansen

Under konflikten kan spillerne stadig stille op til turneringer uden om forbundet, men uden en ny kollektiv landsholdsaftale kan de ikke deltage ved EM, VM eller OL. Det ærgrer Mathias Christiansen, at det er kommet så vidt, og han håber, at parterne snart kan finde hinanden.

– Selvfølgelig håber vi alle sammen, at der kan findes en løsning snart, for det er da ikke optimalt. Men jeg er ikke bekymret for, at vores niveau kommer til at falde, fastslår han.

Fastlåste forhandlinger

For en uge siden blev forhandlingerne om en ny aftale sat på standby. Badminton Danmarks hovedbestyrelse besluttede på et møde i onsdags, at der ikke skal forhandles med Spillerforeningen, så længe Mads Øland er hovedforhandler, fordi forbundet ikke længere ser nogle perspektiver i forhandlingerne med Øland.

– Jeg håber snart, at forhandlingerne kan genoptages, så vi kan komme videre. Men forbundet ønsker ikke at forhandle med Spillerforeningen med Mads Øland i spidsen, hvilket vi spillere ikke føler, kan være rigtig. Vi synes ikke, at de skal bestemme, hvem der skal forhandle for os. Så vi har ikke tænkt os at slippe Spillerforeningen som vores forhandler, siger Mathias Christiansen, som ikke selv er en del af forhandlingsudvalget.

Det kom som en stor overraskelse for ham og resten af spillerne, at Badminton Danmark valgte at afbryde forhandlingerne efter bare en uge.

– Jeg troede ikke, at det ville komme så vidt. Vi kunne alle sammen godt se, at det ville blive svært at finde en ny aftale inden december, efter at Badminton Danmark opsagde den hidtidige aftale i begyndelsen af september. Tre måneder er ikke lang tid at få en ny aftale på plads. Og slet ikke når vi alle sammen er ude at spille turneringer, siger Mathias Christiansen og fortsætter:

– Det lykkedes jo så heller ikke. De tog så konsekvensen og smed os ud. Det var da en smule overraskende, selvom vi var forberedt på, at det kunne ske.

Et centralt stridspunkt

Et centralt stridspunkt er spillernes kommercielle rettigheder, som parterne er uenige om. Sagen trækker dermed tråde til den tidligere fodboldkonflikt mellem herrelandsholdet og Dansk Boldspil-Union. Dengang var spillerne også repræsenteret ved Mads Øland,

– Man kan formentlig godt drage nogle paralleller. Begge konflikter handler jo om kommercielle rettigheder, men ellers ved jeg ikke særlig meget om den konflikt, siger Mathias Christiansen.

– Men som vi har sagt i medierne, og som vi holder fast i, så videregiver Mads Øland de ting, som vi står for, og som vi holder fast på som spillere. Det er bestemt ikke ham, der dikterer slagets gang. Det gør vi spillere. Derfor står vi hundrede procent bag Spillerforeningen og ham, og derfor synes vi også, at det er rigtig ærgerligt, at det er blevet gjort til en personsag. I stedet for at vi kan komme videre ved forhandlingsbordet, siger Christiansen.

Mest læste