Det bliver uden os: Tillidsfolk tager skarpt afstand fra hurtig proces om kommunaldirektør
Foto: Jens-Erik Larsen

12. DEC 2018 • 12:40 • AF REDAKTIONEN

Det bliver uden os: Tillidsfolk tager skarpt afstand fra hurtig proces om kommunaldirektør

Det er ikke i orden, at ingen medarbejdere er udset til at være med til at finde Bornholms nye kommunaldirektør. Og hvis stillingen kun skal slås op i kort tid hen over jul og nytår, er det "urealistisk", at ansættelsen kan komme til at hvile på et sagligt grundlag.

Det skriver de ansattes repræsentanter i regionskommunens centrale samarbejdsudvalg (HovedMed), før økonomiudvalget onsdag aften skal drøfte processen omkring at finde Peter Lofts afløser.

Samtidig siger Karen Lynn Jacobsen, næstformand i det centrale samarbejdsudvalg, at den korte frist til at søge stillingen betyder, at de ansatte ikke ønsker at deltage i processen, selv hvis de trods borgmester Winni Grosbølls oplæg om det modsatte alligevel bliver tilbudt at være med.

– Vi synes, at det lugter lidt af en proformaansættelse, og derfor kan vi ikke medvirke alligevel, selvom vi bliver tilbudt en rolle nu, siger Karen Lynn Jacobsen til P4 Bornholm.

I sin helhed lyder tillidsfolkenes udtalelse, som Karen Lynn Jacobsen sendte ud ved middagstid onsdag:

"Til alle medarbejdere i Bornholms Regionskommune
Medarbejderrepræsentanterne i HovedMed tager skarpt afstand fra, at den politiske ledelse aktivt vælger ikke at inddrage personalet, ledere eller andre repræsentanter for de ansatte i beslutningen om, hvem der fremover skal være øverste administrative chef for os ansatte. Den indstillede proces findes desuden urealistisk, hvis der skal finde en saglig ansættelse sted."

Opdateret 14.34: Kommentar fra Karen Lynn Jacobsen tilføjet

Mest læste

18. AUG 2019 • 16:17SPORT

Solon gjorde det igen