Molslinjen indfører faste priser for busser

11. DEC 2018 • 12:35 • AF MIE MØLBAK

Molslinjen indfører faste priser for busser

Molslinjen lancerer nu et nyt priskoncept for busoperatører på Bornholm. Konceptet sikrer faste priser og mere enkle betingelser, som gør det nemmere for busoperatørerne at sælge busrejser til Bornholm.

Det skriver Molslinjen i en pressemeddelelse.

Trafikkontaktrådet har netop modtaget forslaget til det nye priskoncept. Priskonceptet vil gøre det nemmere at sælge busrejser til Bornholm, mener rederiet.

– Vi tilbyder faste priser for busserne. Prisen sættes efter, om sæsonen er lav, mellem eller høj, forklarer Jesper Skovgaard, Molslinjens kommercielle direktør, i pressemeddelelsen.

Med faste priser og mulighed for at købe på konto kan busvognmændene markedsføre og sælge busrejser til Bornholm endnu billigere og nemmere end hidtil, lyder det fra rederiet.

Hvis det nye priskoncept bliver godkendt, vil de billigste dage fremover koste 599 kroner. Og med mere end 46 dage til afgang kan billetterne leveres tilbage uden omkostninger for vognmanden.

– Rejsende til Bornholm i turistbusser kan have en forventning om billigere ture. Det vil alt andet lige betyde flere busrejsende til glæde for Bornholm og for bornholmerne, siger Jesper Skovgaard.

Den nye måde at prissætte busser på skal behandles i trafikkontaktrådet, der mødes den 17. december. Her kan rådet indstille det nye priskoncept til godkendelse i Transportministeriet.

Godkendes konceptet vil Molslinjens nye buspriser være tilgængelige senest 14. januar 2019.

SENESTE NYHEDER

22. MAR 2019 • 19:45 FOR ABONNENTER
Ærkefjenderne bør heppe på hinanden
22. MAR 2019 • 18:24 FOR ABONNENTER
Ny bålhytte ventes færdig inden sommer

MEST LÆSTE BORNHOLM

21. MAR 2019 • 07:01
Huset er væk
21. MAR 2019 • 12:08
DF: Man tager sig til hovedet

Mest læste