Brand i køkkenet: Restauratør slap med skrækken
Foto: Anette Vestergaard

3. DEC 2018 • 17:55 • AF ANETTE VESTERGAARD

Brand i køkkenet: Restauratør slap med skrækken

Man skal ikke vende ryggen til to pander på et tændt gaskomfur. Det er læren, efter at Joan og Christian Froberg Dahl i fredags pludselig stod i et køkken, der var fyldt med sort røg, der truede med at brede sig til restauranten i Ekkodalshuset.

– Vi havde efterladt to pander på komfuret med håndtagene over kors, og de var så blevet overophedede af flammerne fra gassen, fortæller en forskrækket Christian Dahl et par dage efter uheldet i træhyttens køkken.

Godt hjulpet på vej af et særdeles effektivt ventilationssystem tog det kun 30 sekunder, så havde varmen bredt sig og antændt en plasticbøtte på bordet ved siden af gaskomfuret.

– Vores ventilationssystem er så efffektivt, at det skaber undertryk i køkkenet. Suget gav næring til varmen med det resultat, at olien i panderne antændte, fortæller Christian Froberg Dahl.

Uheldet skete fredag kl. 13.55, i pausen mellem frokostrykket og aftenens 50 julefrokostgæster, og blev opdaget af restauratørparrets datter Ida. Hun befandt sig i restauranten, da flammerne skød op i køkkenet.

– Hun så det i genskæret fra vinduerne i vores hus, som ligger lige overfor, og hun skyndte sig at kalde på mig.

Herefter gik det stærkt med at få tingene under kontrol, fortæller Christian Froberg Dahl.

– Vi fjernede panderne med våde viskestykker og kastede et brandtæppe over komfuret. Og så ringede jeg til brandvæsnet og fødevarekontrollen, fordi jeg var usikker på, om vi egentlig måtte fortsætte med at holde åbent efter sådan et uheld.

Vi fik et chok

Både fødevarekontrollen og brandvæsnet nåede frem til Ekkodalen i løbet af kort tid, og efter en grundig gennemgang af køkkenet, loftet og de tilstødende rum fik restauratørparret grønt lys til at genoptage serveringen.

Så var der kun et problem tilbage. Hele køkkenet og store dele af gangarealet ind til restauranten var dækket af et tykt lag sort sod.

– Vi ringede til ti af vores venner, som stod der efter en halv time, og så gik vi i gang med at vaske ned. Klokken 17.00 var vi klar igen, siger en lettet Christian Froberg Dahl.

Dagen efter kom yderligere ti mand fra Skadeservice Bornholm og gentog hele manøvren, nu udstyret med rigtig kemi og rengøringsmaskiner.

– Jeg er vildt imponeret over indsatsen fra myndighederne og Skadeservice Bornholm, lyder det fra den taknemlige restauratør, der kun mistede en enkelt dags frokostomsætning.

– Vi fik et chok. Det går virkelig hurtigt med varmeudviklingen i sådan et køkken og vi holder jo altså til i et hus af træ. Men vi slap med skrækken, og nu har vi fået pander med håndtag af stål. Og så vil vi skærpe brandsikkerheden fremover, så det ikke sker igen, slutter Christian Froberg Dahl.

Ekkodalshuset holder lukket i tre uger i januar for blandt andet at installere nyt komfur og en kipsteger.

SENESTE NYHEDER

14. DEC 2018 • 15:35 FOR ABONNENTER
Kommunens miljøfolk slås med kæmpe arbejdspukkel
14. DEC 2018 • 14:00NAVNE
Dødsfald

MEST LÆSTE BORNHOLM

13. DEC 2018 • 18:08
Marianne tager afsked med Svaneke

Mest læste