Find bedstefar: 20.000 gamle bornholmske fotos kan nu søges på nettet

9. NOV 2018 • 10:33 • AF JAKOB MARSCHNER

Find bedstefar: 20.000 gamle bornholmske fotos kan nu søges på nettet

Over 20.000 gamle bornholmske fotos fra tiden op til 1950'erne er nu gjort tilgængelige i en database, hvor man kan søge blandt de mange gamle billeder. Bag initiativet står Bornholms Museum og Bornholms Ø-Arkiv, der sammen har skabt internetportalen bornholmskebilleder.dk

Blandt billederne er portrætter af personligheder og anonyme bornholmere, billeder af gårde, huse og landskaber. Der er skibe og havne, gruppebilleder af officerer og menige, skoleklasser og håndværkere. Også den bornholmske natur er rigt repræsenteret.

– Det har været afgørende for os at tage dette første skridt til at sikre denne del af vores kulturarv. I en tid med Facebook og andre, der er super gode værktøjer til at formidle det enkelte billede, er det afgørende, at der tages skridt til at sikre billederne og alle informationerne knyttet til dem, siger museumsdirektør Jacob Bjerring-Hansen og arkivleder Anette Eriksen.

Arkivet og museet indbyder også offentligheden til at hjælpe til at registrere billederne bedre. På hjemmesiden er der en kommentarfunktion, som gør det muligt at sende supplerende oplysninger, som hurtigt kan sættes ind ved de relevante billeder.

Foreløbig er det særligt de ældste dele af Bornholms fotografiske kulturarv, der er lagt ud: Billeder fra 1860'erne og frem til 2. Verdenskrig. Blandt fotograferne er Gottlieb Stöckel, Valdemar Myhre, Theodor Yhr og Alfred og Bendt Kjøller: Ikke blot lokale navne, men fotografer, der skrev sig ind i dansk fotohistorie som pionerer på deres område.

Arkivet og museet har desuden store mængder nyere fotografier i samlingerne, men spørgsmål om persondata og rettigheder skal afklares, før billederne fra 1950'erne og frem kan gøres tilgængelige.

– Indenfor få år regner vi med at have op imod 150.000 billeder, og i takt med yderligere finansiering vil der blive tilføjet nye funktioner, herunder forhåbentlig en kortfunktion. Også film, lydoptagelser og arkivalier blive offentliggjort, siger Jacob Bjerring-Hansen.

Ved et arrangement på Ø-arkivet på Rønne Bibliotek den26. november klokken 15.30 vil den nye portal blive præsenteret. Her kan man også få tips til, hvordan man kan få mest ud af siden.

18. NOV 2018 • 16:17

Unge kan søge haslelegat

Mest læste

17. NOV 2018 • 09:33 FOR ABONNENTER

Tiden modarbejder et nyt FC Bornholm

16. NOV 2018 • 18:55 FOR ABONNENTER

Spændende avlshingst flytter til Bornholm

15. NOV 2018 • 16:45 FOR ABONNENTER

Toft tror på titlen