Molslinjen har aflyst flere afgange på to måneder end Færgen gjorde i hele 2017
Foto: Berit Hvassum

1. NOV 2018 • 13:55 • AF TOMMY KAAS OG MIE MØLBAK

Molslinjen har aflyst flere afgange på to måneder end Færgen gjorde i hele 2017

Molslinjen har haft en mildest talt turbulent start på sin tid i Østersøen. Rederiet overtog den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm for præcis to måneder siden og har lige siden været genstand for en til tider hidsig debat om billige billetter, gebyrer, pendlerprodukt og – ikke mindst – aflysninger.

Og Molslinjen har været ude i rigtig mange aflysninger, når man sætter sejladsen op mod det, som rederiet Færgen leverede i 2017.

Her havde det bornholmske rederi et stabilt år med 26 aflysninger, men det tal har Molslinjen på to måneder allerede overhalet.

September måneds 16 aflysninger – som de fremgår af rederiets såkaldte regularitetsrapport – er nemlig i oktober blevet suppleret af yderligere aflysninger, og allerede inden Molslinjens egen rapport for oktober foreligger, kan Bornholms Tidende afsløre, at rederiet overhaler Færgens 26 årlige aflysninger.

Oktober har nemlig ifølge avisens optælling budt på 14 aflysninger af Express 1. Dermed når Molslinjen altså op på totalt 30 aflysninger i løbet af september og oktober.

Molslinjen kan ikke bekræfte tallene, inden de har været forbi ministeriet.

Der er en proces i gang

Og apropos ministeriet så kom transportminister Ole Birk Olesen (LA) i dag også på banen med kritik. Det skete efter et par dage, hvor flere landsmedier interesserede sig for Molslinjens færgebetjening af Bornholm.

Onsdag var Bornholms Tidendes chefredaktør Søren Christensen igennem i Radio24syv, hvor han forklarede problemerne, og i dag er det avisen Jyllands-Posten, der beretter, at "Molslinjen er landet i et stormvejr på Bornholm".

Her fortæller rederiets kommunikationschef Jesper Maack endnu en gang, at man befinder sig i rederiets første tid.

– Der er en proces i gang, hvor bornholmerne skal vænne sig til nye måder at gøre det på, og hvor vi skal vænne os til en anden måde at sejle på og sejle et sted, hvor følelserne omkring færgefarten er meget stærkere, end hvor vi ellers normalt har sejlet, siger han til Jyllands-Posten.

17. JUN 2019 • 16:21 FOR ABONNENTER

Studerende regnede den ud og stak af til Rønne

17. JUN 2019 • 13:55 FOR ABONNENTER

Mindst to vil være ny viceborgmester

17. JUN 2019 • 13:15

Brud på vandledning

Mest læste