12-årige Anne sætter dansk rekord i diskoskast
Anne Juul Jensen fejrer den danske rekord med Ulla Gulev og Jan Jensen – ungdomstrænere i Viking Atletik

19. OKT 2018 • 11:42SPORT • AF KJELD LUNDBÆK

12-årige Anne sætter dansk rekord i diskoskast

Viking-pigen Anne Juul Jensen har længe været tæt på, og fredag formiddag lykkedes det hende officielt at få has på den danske ungdomsrekord i diskoskast for 12-årige piger ved et rekordforsøg-stævne på Rønne Stadion Nord

Anne Juul Jensen har flere gange kastet længere end den gamle rekord til træning. I formiddags gjorde hun det igen, da hun slyngede den 0,75 kg. tunge diskos ud på 34 meter og 12 centimeter. Den gamle rekord var fra 2011 og lød på 32,79 meter. Den tilhørte Thea Jensen fra Glostrup IC.

– Anne har meget mere i sig - og spændende bliver det, om hun kan forbedre rekorden yderligere ved kommende stævner, skriver Viking Atletiks formand, Claus Clausen, på klubbens hjemmeside.

Næste år er Anne Juul Jensen 13 år. Her lyder rekorden på 38,66 meter, og den slår hun også til den tid med den fart, hun har på, vurderer Claus Clausen.

Anne Juul Jensen har flere gange fået undervisning og gode råd af den tidligere Viking-kaster Andreas Jørgensen, når han har været hjemme på Bornholm.

Mest læste