Greenpeace: Aftale om sildekvoter er en katastrofe

16. OKT 2018 • 07:15 • AF RITZAU

Greenpeace: Aftale om sildekvoter er en katastrofe

Mandag kunne fiskeriminister Eva Kjer Hansen løfte glasset med sine kolleger i EU og skåle for en ny aftale om fiskekvoter i Østersøen for 2019.

Og knap er glasset tomt, før der fra flere sider lyder skarp kritik af det kompromis, EU-ministrene er nået frem til.

Aftalen indebærer blandt andet, at der må fiskes mere efter blandt andet sild, end EU-kommissionen havde lagt op til.

Og det er en katastrofe, hvis man spørger Greenpeace.

- Vi kan konstatere, at man endnu engang har fulgt erhvervets kortsigtede interesser, og at man i visse af de her fiskebestandes tilfælde har tilsidesat den biologiske rådgivning, siger Sune Scheller, der er projektleder for området hos Greenpeace.

- Man er i gang med at save den gren over, man selv sidder på. Det er en kort fornøjelse for fiskeriet.

Miljøorganisationen så helst at politikerne havde lyttet til blandt andre Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), der løbende vurderer bestandene og anbefaler, at fiskeriet efter sild helt stoppes i 2019, da gydebestanden er i usund tilstand.

Man kommer ganske enkelt til at overfiske, lyder det bekymret fra Sune Scheller.

I den netop indgåede aftale gives der tilladelse til at fiske cirka 9000 tons fisk årligt.

Men overfiskeri er en overdrivelse, der afsporer debatten, mener Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen.

- Der er fire kuttere tilbage, der fisker sild i den vestlige Østersø. Det er forfejlet at tale om overfiskeri.

SENESTE NYHEDER

22. JAN 2019 • 11:21 FOR ABONNENTER
100 dage til valg: Her er kandidaternes kampform

MEST LÆSTE BORNHOLM

21. JAN 2019 • 07:07
Karlsvognen til salg

Mest læste

19. JAN 2019 • 19:17 FOR ABONNENTER

Frederik føler sig klar til Superligaen