Miljøstyrelsen: Det gælder om at handle hurtigt

6. OKT 2018 • 10:31 • AF MIE MØLBAK

Miljøstyrelsen: Det gælder om at handle hurtigt

Miljøstyrelsens afdeling for invasive arter har blikket skarpt rettet mod Bornholm, efter det blev afsløret, at en eller flere mårhunde er løs på øen.

– Det er lige en tand for mærkeligt at finde DNA fra mårhund på Bornholm. Vi tager det meget alvorligt. Vi vil gerne have det her afklaret og betaler for flere DNA-analyser, siger biolog Hans Erik Svart, der er specialkonsulent i naturbeskyttelse hos Miljøstyrelsen.

Mårhunden er et stort problem i Jylland, hvor Miljøstyrelsen kæmper med et holde bestanden nede og forhindre den i at brede sig til Fyn og Sjælland – og nu også Bornholm.

– Mårhunden er skadelig i naturen. Hvis den kommer hen et sted, hvor der lever fugle på jorden, så æder den både æg og unger. Den kan rydde en hel ynglekoloni af jordrugende fugle. Den er også en god svømmer og kan dykke ned og fange padder i søer. Den kan ikke klatre, men alt på jorden vil den tage. Den er jo heller ikke kræsen. Alt kan spises. Det er derfor den er så succesrig, siger Hans Erik Svart.

Et judasdyr

Men før Miljøstyrelsen griber ind mod den bornholmske mårhund, skal der laves flere og mere dybdegående DNA-analyser.

– Næste skridt er at reagere på det, analyserne viser. Hvis der er to mårhunde af forskellig køn, så gælder det altså om at få gjort noget ved det med det samme. Og der skal vi nok sætte en judasmårhund ud, siger biologen.

En judasmårhund er et steriliseret dyr med et gps-halsbånd, der sættes ud for at finde og afsløre sine artsfæller, hvorefter de kan skydes eller fanges i fælder.

– Når den har fundet en anden mårhund, så bevæger de sig på en anden måde. Hvis der for eksempel kun er én mårhund på Bornholm, så vil den sandsynligvis rende fra den ene ende af øen til den anden for at prøve at finde en partner, siger Hans Erik Svart.

Biologen regner dog ikke med, at det bliver nødvendigt at gribe til judas-våbnet.

– Jeg hælder mest til, at der er et meget begrænset antal mårhunde på Bornholm. Hvis der var en egentlig bestand, så tror jeg, at flere havde set dem. De formerer sig jo hurtigt.

Men der kan også være en naturlig grund til, at der ikke er flere, der har set mårhund på Bornholm.

– Når man ser noget, man ikke lige kender, så kan man godt tænke, at det er noget andet. At det er en lille hund eller en kat. Nogen mener jo også at have set ræv og grævling på Bornholm. Det kan jo have været mårhund, de har set, siger biologen.

Hvis der kun er dyr af samme køn til stede vil problemet gå i sig selv igen. Efter nogle år vil tiden have læget såret.

Hans Erik Svart er spændt på at lære mere om dyret eller dyrene på Bornholm. Men det kræver, at der bliver samlet flere friske rovdyrlorte, der kan sendes til analyse. Desuden håber han, at jægerne kan fange mårhunden på et vildtkamera eller endnu bedre: Få fat i dyret.

– Nu finder vi mårhund på Bornholm, og så kan vi gå og undre sig over, hvor pokker den mon kan være kommet fra. Nu må vi se, om vi får fat i den en dag.



Den store lortejagt
Kend en rovdyrlort:
– Fyldt med musehår og måske lidt fjer.
– Trukket ud i en spids i den ene ende.
– Segmenterede – altså opdelte.
– Diameter på en-to centimeter.
Jagten koordineres af naturvejleder Jens Kofoed, der gerne vil tippes om fund af rovdyrlort eller andre spor efter mårhunden: jenskofoedmelsted@gmail.com.
De mest lovende lorte sendes til DNA-analyse.


Mårhunden
50-80 centimeter lang uden den buskede hale.
Kan veje op til 10 kg.
Nataktiv.
Æder alt fra ådsler til fisk, æg, insekter, små pattedyr, padder og fugle.
Stammer oprindeligt fra Østasien, men blev sat ud til pelsdyrjægere i Rusland, og har nu bredt sig til store dele af Europa.
Blev første gang registreret i Danmark i 1980 ved Vejle, hvorefter den først blev set igen i 1995. Siden er bestanden vokset og har bredt sig voldsomt.
Trods forsøg på bekæmpelse, vurderes det, at der i dag er over 4000 mårhunde i Jylland.
Mårhunden må reguleres – skydes og fanges i fælder – døgnet rundt hele året.
Kilde: Miljøstyrelsen

SENESTE NYHEDER

14. DEC 2018 • 15:35 FOR ABONNENTER
Kommunens miljøfolk slås med kæmpe arbejdspukkel
14. DEC 2018 • 14:00NAVNE
Dødsfald

MEST LÆSTE BORNHOLM

13. DEC 2018 • 18:08
Marianne tager afsked med Svaneke

Mest læste