Nye tal: Bornholmske huspriser giver baghjul til resten af landet
Foto: Berit Hvassum

21. SEP 2018 • 11:56 • AF REDAKTIONEN

Nye tal: Bornholmske huspriser giver baghjul til resten af landet

Bornholm er landets hurtigløber, når det kommer til stigninger på huspriser. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Bolius, der henviser til tal fra Boligmarkedsstatistikken, der er lavet af Realkreditrådet, Realkreditforeningen, Finansrådet og Dansk Ejendomsmæglerforening.

Huspriserne på Bornholm er steget med 13,2 procent, når man sammenligner andet kvartal 2018 med samme periode året før. Det er langt mere end de næste på listen, Fyn og Nordsjælland, hvor priserne er gået op med 5,7 procent, lyder det.

– Bornholm har gennem længere tid nydt godt af stigende huspriser. Det kan blandt andet forklares med en nettotilflytning til kommunen efter en længere periode med nettofraflytning. Og så giver de lave kvadratmeterpriser på omkring 7.000 kroner også rigeligt plads til prisstigninger, siger Jørgen Munksgaard Rasmussen, fagekspert i Bolius Boligejernes Videncenter.

Selvom Bornholm er landets højdespringer, er der selvfølgelig fortsat langt op til huspriserne i København og omegn. Hovedstaden er stadig dyrest, og Frederiksberg Kommune kan bryste sig af en gennemsnitlig kvadratmeterpris på over 52.000 kroner.

Udvikling i huspriser, fordelt på landsdele
(andet kvartal 2017 vs. andet kvartal 2018)

Bornholm: 13,2 %
Fyn: 5,7 %
Nordsjælland: 5,7 %
Østjylland: 5,4 %
Vestjylland: 5,0 %
København by: 3,9 %
Nordjylland: 3,9 %
Østsjælland: 3,2 %
Københavns omegn: 2,5 %
Sydjylland: 2,3 %
Vest- og Sydsjælland: 1,1 %

Mest læste