Nyt refugium indviet i Nexø: Her skal folk få gode og kreative idéer
Svend Erik Pedersen, Sparekassen Bornholms Fond, er glad for det nye refugium. Foto: Elisabeth Krogh

23. SEP 2018 • 17:39 • AF ELISABETH KROGH

Nyt refugium indviet i Nexø: Her skal folk få gode og kreative idéer

De første gæster er allerede booket ind til Stenbruddets Refugium i Nexø, der blev indviet i denne uge.

I den ene længe på den smukke gamle Stenbrudsgård, hvor forskningscentret CRT har til huse, er nu indrettet to boliger med store fælles stuer samt køkken og bad.

Refugiet er for blandt andet forskere, gæstelærere og studerende, som arbejder med samfundsvidenskab, turisme eller er tilknyttet Designskolen i Nexø – eller måske ACAB, Arts & Crafts Association Bornholm, som i 2015 blevet optaget i World Craft Council Europe.

Her kan de komme og fordybe sig, udvikle ideer og indgå i faglig udveksling med kolleger eller med forskerne hos CRT eller med designskolen et stenkast derfra.

Sparekassen Bornholms Fond ejer bygningerne og har også finansieret ombygningen, og administrator Svend Erik Pedersen er også godt tilfreds med ideen og resultatet.

Fonden har været med på idéen hele vejen igennem, og vil gerne støtte det forskningsmiljø, der allerede findes.

– Vi ville gerne have længen udnyttet og gerne til et formål, der var relateret til forskningsmæssig virksomhed, og vi har været med i hele processen. Vi synes, det er blevet flot, og håber, folk vil få gode og kreative idéer her, siger Svend Erik Pedersen.




Mest læste