Klar til kulturuge: Forening fortæller brandsvæsnets historie
Foto: Jens-Erik Larsen

13. SEP 2018 • 16:12 • AF MARIE HOFMAN

Klar til kulturuge: Forening fortæller brandsvæsnets historie

På Hasle Rådhus bliver der lige nu arbejdet på højtryk for at nå i mål med byens nyeste bidrag til Bornholms Kulturuge.

Her vil man åbne dørene til en historisk udstilling om Hasle Brandvæsen. Det sker i byrådssalen, hvor blandt andet brandsprøjter, arkivbilleder og uniformer vil være udstillet.

I tilslutning til udstillingen vil man vise dokumentaren "På sporet af de bornholmske redningskorps", der får premiere i kulturugen.

Bag udstillingen står Hasle lokalhistoriske forening. Grunden til at man har valgt at fortælle historien om brandvæsnet, skal findes i ordet "spor", forklarer formand Richardt Vang-Olsen.

– Ordet spor er er jo overskriften på Kulturugen i denne omgang, så vi tænkte, det kunne være oplagt at følge sporet tilbage til Hasle Brandvæsen, siger han.

11 ringbind

Formanden fortæller videre, at udstillingen ikke ville have været mulig uden Michael Chabert. Han er tidligere brandmand og har gennem sit arbejde samlet 11 ringbind med historie om brandvæsnet.
– Vi var egentlig gået i gang med at lave filmen om redningskorpset og så tænkte vi, at alt det, Michael havde samlet, da også skulle udstilles, siger Richardt Vang-Olsen.

Michael Chabert arbejdede ved Hasle Brandvæsen frem til dets lukning i 2009. Undervejs fik han samlet alt det materiale der, sammen med udlånte effekter fra teknisk samling, skal udgøre udstillingen.
– Der stod nogle gamle ringbind, dengang jeg startede på stationen. Lige så stille begyndte jeg at samle lidt, og da jeg så efterfølgende blev aktiv her i foreningen, så dukkede interessen jo op igen, siger Michael Chabert.

Det har været sjovt

I dag er han pedel ved Hasle Skole, men gennem sit arbejde med udstillingen, har han igen fået lov til at dykke ned i brandmandserhvervet. Og det har været sjovt, forklarer han.

– Når først man begynder at dykke ned i det, så finder man bare ud af, hvor meget historie der er – og så er det sjovt for mig som tidligere brandmand at se, hvordan man gjorde det engang. Eksempelvis havde man jo meget lidt plads til vand på nogle af de første brandbiler, der kom til Hasle. Den har måske haft 200 liter vand om bord, hvor vi i dag kommer med omkring 11.000 liter vand, siger Michael Chabert.

Både han og Richardt Vang-Olsen er nu spændte på at byde Hasle indenfor til udstillingen, der løber fra fredag til mandag.

– Jeg håber, der er stor opbakning. Der har jo været en del brandmænd i Hasle, så mon ikke de vil finde det interessant, siger Richardt Vang-Olsen.

SENESTE NYHEDER

15. NOV 2018 • 16:45 FOR ABONNENTER
Toft tror på titlen

MEST LÆSTE BORNHOLM

15. NOV 2018 • 08:12

Der graves færdigt på Vesterbro

15. NOV 2018 • 06:46 FOR ABONNENTER

Penge til nye døre og vinduer i Aarsdale

Mest læste