Mange bornholmere kan snart rejse gebyrfrit
Foto: Berit Hvassum

13. SEP 2018 • 11:09 • AF JAKOB MARSCHNER

Mange bornholmere kan snart rejse gebyrfrit

Slut med at betale gebyr ved at bestille færgebilletter ved skranken. I hvert fald hvis du er fritaget for at modtage post digitalt. Det var Bornholmslinjens både mest konkrete og mest betydningsfulde løfte under torsdagens møde i Trafikkontaktrådet.

De fritagede fra digital post er blevet fritaget, fordi de ikke ejer en computer eller ikke ønsker at benytte computere. Bornholmslinjen ønsker med gebyret også at motivere de rejsende til at bestille billet via nettet. Det er logikken bag ideen om at koble fritagelse fra digital post sammen med fritagelse fra kravet om gebyr.

– Vi har fået oplyst, at en stor gruppe bornholmere er fritaget for digital post. Er man i den kategori, lægger vi op til, at man også er fritaget for gebyr ved at bestille billet ved skranken, siger Carsten Jensen, administrerende direktør i Molslinjen.

– Vi vil også stille iPads og printere op ved skrankerne, og så vil vi hjælpe passagerer med behov for hjælp. Og vise dem, hvor let det egentlig er, siger han.

Folketingsmedlem Lea Wermelin (S) fortæller efter mødet, at Bornholmslinjen stod fast på den kontraktgivne ret til at opkræve gebyrer. Men også at rederiet lovede at ville tænke nærmere over gebyrstrukturen.

– Gebyrerne forbliver i et eller andet omfang, men samtidig har de lovet at kigge på visse dele af dem, siger hun.

– Det er klart, at gebyrfriheden for folk, der er fritaget for digital post, er et vigtigt element. Det er selvfølgelig klart, at folk skal kunne bestille billet ved skranken uden at få prisen fordoblet, siger Lea Wermelin.


SENESTE NYHEDER

15. NOV 2018 • 16:45 FOR ABONNENTER
Toft tror på titlen

MEST LÆSTE BORNHOLM

15. NOV 2018 • 10:32 FOR ABONNENTER

Baskos ejer: Jeg sagsøger politiet

15. NOV 2018 • 06:46 FOR ABONNENTER

Penge til nye døre og vinduer i Aarsdale

14. NOV 2018 • 22:15 FOR ABONNENTER

"Mundert" gensyn med Ruben Søltoft i Musikhuzet

Mest læste